Rygtet talte sandt: Stor nyhed fra TV2

'Natholdet'-værten Anders Breinholt har sagt ja til at være med på 'Stormester'-holdet

Anders Breinholt er med på 'Stormester'-holdet, når næste sæson løber over skærmen. Foto: Theis Mortensen/TV2
Anders Breinholt er med på 'Stormester'-holdet, når næste sæson løber over skærmen. Foto: Theis Mortensen/TV2

Hvis det var i fodboldens verden, ville man nok kalde 'Stormesters'-folkenes tilføjelse af Anders Breinholt til holdet for en opgradering fra øverste hylde.

Rygterne om at den garvede 'Natholdet'-vært skulle have sagt ja til at deltage i 'Stormester'-løjerne har svirret længe, men søndag blev det endelig bekræftet af alle tre hovedpersoner - programmets vært Lasse Rimmer, hans hårdt prøvede 'medhjælper' Mark Le Fêvre og Anders Breinholt selv.

På Instagram skriver Anders Breinholt, at det har været sjovt at deltage i optagelserne, og at resultatet af anstrengelserne formentlig kan ses næste år.

Ananas i egen juice
'Flere ‘Ananas I Egen Juice’-nyheder: Jeg har fornøjelsen af at være med i den næste sæson af @stormester_tv Og det glæder jeg mig virkelig til. Det vi allerede har optaget var VIRKELIG sjovt - i hvert fald at være med til. Tror det kan ses i 2021...', skriver Anders Breinholt.

'Stormester' har været sendt på TV2 siden 2018. Det er bygget over det britiske program 'Taskmaster'.

Det var søndag ikke muligt at indhente en uddybende kommentar fra Anders Breinholt.

Mark Le Fêvre kalder det pragtfulde nyheder, og Lasse Rimmer tilføjer, at han glæder sig som et lille barn.

'Lasse Rimmer: Anders Breinholt påmønstrer SS Stormester! Holdet er fuldtalligt. Er jeg den eneste, der glæder mig som et lille barn, der glæder sig som en voksen stormester til den nye sæson?, lyder det fra Lasse Rimmer.

93 kommentarer
Vis kommentarer