Så du kræftsyge Lene på DR: Indlagt 16 gange i 2019

Lene Stensgaard har været ramt af både blodforgiftning, blødning i hjernen og blodpropper, siden tv-optagelserne sluttede

Søren Vester og ejendomsmægler Line Franck hjalp kræftsyge Lene Stengaard med  at få solgt sit hus. Foto: Matias Brenø Olsson, Nordisk Film TV
Søren Vester og ejendomsmægler Line Franck hjalp kræftsyge Lene Stengaard med at få solgt sit hus. Foto: Matias Brenø Olsson, Nordisk Film TV

16 dage!

Lige præcis så lang tid tog det Lene Stengaard at få sit hus i Fredericia solgt, efter hun i foråret 2019 havde haft besøg af DR-programmet 'I hus til halsen'.

Her gav handyman og designer Søren Vester og ejendomsmægler Line Franck den kræftsyge Lene Stengaard en hjælpende hånd med at få toplans-villaen gjort salgsbar.

Se også: Risikerer kemo resten af livet

Programmet sluttede med, at det store og udgiftstunge hus blev solgt, og at den 55-årige uhelbredeligt syge kvinde fik et lille rækkehus i Skærbæk. Desværre sluttede Lene Stengaards problemer ikke der.

Siden hun i 2006 fik konstateret kræft i tarmen, har hun været ekstremt hårdt ramt af sygdom. Kræften har spredt sig til lungerne og lillebækkenet, og der er også noget ved blæren. Alene i 2018 var hun indlagt 26 gange blandt andet med infektioner og blodpropper i lungerne.

Trods sin sygdom har Lene Stengaard planer om at rejse til både USA og Thailand, hvor nær venner har inviteret hende til at komme. Privatfoto
Trods sin sygdom har Lene Stengaard planer om at rejse til både USA og Thailand, hvor nær venner har inviteret hende til at komme. Privatfoto

Ganske kort efter sit hussalg blev Lene Stengaard igen alvorligt syg. Den første måned efter salget boede hun på en campingplads i en dejlig luksusvogn, indtil hun kunne rykke ind i rækkehuset.

- Den dag jeg overtog huset, havde jeg en vanvittig hovedpine. Jeg må jo ikke lave så meget andet end at dirigere rundt med andre. Det er jeg så også ret god til, griner hun.

Midt i indflytningen måtte den ellers bomstærke kvinde kapitulere og gå ind og lægge sig på grund af hovedpinen. Et par Panodiler hjalp ikke, og hun kontaktede næste dag Vejle Sygehus, hvor hun på grund af sin kræft har en åben indlæggelse.

Her viste en scanning af Lene Stengaards hoved, at hun havde en blødning i hjernen.

- Næste morgen kunne jeg kun bruge mine hænder. Og heldigvis min mund. Så da der kom en fysioterapeut og sagde, at han ville komme og træne med mig hver anden dag, sagde jeg nej! Jeg fortalte ham, at jeg skulle træne meget - mindst to gange om dagen - for jeg skulle selv kunne gå derfra.

Se også: Så du Pia på tv? Kæmper stadig med sin mølle

Det blev små fremskridt. Fem skridt den ene dag og seks den næste. Men efter 14 dage mente de på sygehuset, at Lene Stengaard var klar til at blive udskrevet.

- Det gav ingen mening for mig. Alt i mit nye hjem stod i kasser. Hvordan skulle jeg kunne klare mig selv, siger Lene Stengaard, der insisterede på at komme på et genoptræningscenter.

Der var hun i 14 dage, mens hendes familie og venner sørgede for, at hendes rækkehus blev til at bo i.

- Jeg har aldrig været alene på sygehuset. Jeg er så heldig, at der altid er nogen med mig, siger Lene Stengaard, der er mor til Alberte på 21 år, 29-årige Christoffer og Amanda på 26. Privatfoto
- Jeg har aldrig været alene på sygehuset. Jeg er så heldig, at der altid er nogen med mig, siger Lene Stengaard, der er mor til Alberte på 21 år, 29-årige Christoffer og Amanda på 26. Privatfoto

Desværre gik der kun kort tid, før Lene Stengaard igen blev ramt af alvorlig sygdom. I starten af juli fik hun det skidt og kontaktede sygehuset. I første omgang blev hun sendt hjem med penicillin og besked om, at det var lungebetændelse Men en rutinescanning af hendes kræft viste, at hun havde en blodprop i milten og under den lille maskine, hun har fået indopereret, der sørger for, at hun får sin kemo.

- Nogle gange kan jeg godt spørge mig selv om, hvor meget der lige skal ramme mig. Men for nogen er blodpropper en konsekvens af at få kemo, siger Lene Stengaard, der senest var indlagt omkring jul. Denne gang med blodforgiftning.

Lene Stengaard havde hele 35 personer til at hjælpe med at få huset til at stå flot og salgbart. Blandt andet sine to døtre. Foto: Matias Brenø Olsson, Nordisk Film TV
Lene Stengaard havde hele 35 personer til at hjælpe med at få huset til at stå flot og salgbart. Blandt andet sine to døtre. Foto: Matias Brenø Olsson, Nordisk Film TV

Trods 16 indlæggelser i 2019 og en kræftsygdom, hun med garanti ikke vil overleve, har Lene Stengaard et forbilledligt mod på livet.

- Jeg tænker ikke på sygdommen i hverdagen. Men i forbindelse med scanningerne kommer det selvfølgelig op i mig, siger Lene Stengaard, der har besluttet sig for, at hun ikke vil læse et eneste ord om sin kræft.

- Jeg vil være en fri fugl. Jeg vil have det godt og gøre, hvad jeg vil. Jeg ved jo godt, hvor det bærer henad, men jeg ved ikke hvornår, og det vil jeg heller ikke vide. Men det går kun én vej, det er jeg godt klar over, siger Lene Stengaard.

Lene Stengaard elsker sin hund og strandene på Rømø. - Her kan jeg suge frisk luft og gå og være glad eller stortude, siger hun. Privatfoto
Lene Stengaard elsker sin hund og strandene på Rømø. - Her kan jeg suge frisk luft og gå og være glad eller stortude, siger hun. Privatfoto
 

25 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere