Så er der nyhedskrig: 21.30 bliver slagmarken

TV2s flytning af 22 Nyhederne kommer til at føre til sene nyhedsudsendelser i direkte konkurrence i et helt år

22 Nyhederne er blevet sendt klokken 22 på TV2 i 26 år. Fra januar er det slut. Foto: Finn Frandsen
22 Nyhederne er blevet sendt klokken 22 på TV2 i 26 år. Fra januar er det slut. Foto: Finn Frandsen

TV2 offentliggjorde tidligere på dagen, at man har til hensigt at lukke 22 Nyhederne efter 26 år.

Fra 28. januar vil danskerne i stedet skulle tænde for fjernsynet en halv time før, hvis man vil se nyheder fra Kvægtorvet.

Nyhedsdirektør Jacob Kwon forklarede flytningen således til Mediawatch:

- Vi gør det primært, fordi der sidder flere seere foran tv-skærmen klokken 21.30 end klokken 22, og dermed går vi efter at optimere antallet af seere, som kan få gavn af vores nyhedstilbud.

Se også: TV2 nedlægger 22 Nyhederne

Ved flytningen rammer man ind i konkurrenterne på DRs sene nyhedsudsendelse.

TV Avisen er blevet sendt klokken 21.30 fra 2012, men i forbindelse med den store spareplan tidligere på året meddelte DR, at man havde planer om at fremrykke TV Avisen til klokken 21.

Krigserklæring
Men det sker først 'primo 2020', oplyser DR i en mail til Ekstra Bladet. Dermed er de to tv-kanaler i direkte konkurrence om seerne af den sene nyhedsudsendelse for første gang i 30 år.

Det generer dog ikke Jacob Kwon.

'Vi flytter d. 28. januar, men DR er jo frit stillet til at flytte TV Avisen tidligere end primo 2020, hvis de føler behov for det', oplyser han i en mail til Ekstra Bladet og tilføjer, at han ønsker at så mange som muligt for gavn af kanalens nyhedstilbud.

'Klokken 21.30 er der flere, der ser tv i forhold til klokken 22, så derfor synes vi, det er en god ide at flytte Nyhederne en halv time', fortsætter han.

- Skal man betragte jeres omrokering som en krigserklæring?

'På ingen måde. DRs programplanlægning har ikke været afgørende for vores ønske om at styrke Nyhederne og styrke super prime time. Det sker som følge af en ny koncernstrategi, som blev vedtaget efter sommer.'

- Du skriver, at det ikke er en krigserklæring, men er vi ikke enige om, at I og DR historisk har forsøgt at koordinere, så jeres sene nyhedsudsendelser ikke clashede?

'Jeg vil mene, at det er nogle år siden, at der var den her løse aftale om ikke at placere nyheds- og aktualitetsindhold over for hinanden. Da DR flyttede Nyhedstimen til at starte kl. 21.30 lagde de nyhedsmagasinerne overfor 22 Nyhederne. Så det er ikke en aftale, jeg vil mene har været gældende i nogle år nu.'

 

Over for Mediawatch forklarede Kwon ellers tidligere på dagen, at DRs beslutning om at fremrykke deres sene nyheder, havde 'lettet beslutningen for TV2'.

- Det har selvfølgelig været medvirkende til, at vi syntes, det var det rigtige at gøre. Men det er ikke udelukkende pga., at TV Avisen flytter, at vi har taget beslutningen.

Det siger DR:

På DR har man naturligvis bemærket, at TV2 har erklæret krig om nyheder og seere.

- Vi meldte tilbage i september i forbindelse med den store spare- og udviklingsplan helt åbent og i god tid ud, at vi i 2020 præsenterer et nyt DR1. En del af dette er, at TV Avisen flyttes til klokken 21, og at vi på den måde trækker nyhedsudsendelsen og et efterfølgende bånd af nye aktualitetsudsendelser ind i den bedste sendetid, siger tv-chef Emma Kronqvist til Ekstra Bladet.

- Før TV Avisen vil vi desuden lægge de stærkeste public service programmer, som samler danskerne, herunder brede kulturprogrammer. Alt sammen ændringer for at følge seernes behov og vaner, der er under forandring i disse år. Nu melder TV2 så ud, at de også vil ændre deres aftenflade. Formodentligt ud fra samme ønske, siger tv-chefen.

- Vi er på mange måder i overgangen til en ny tv-tid med mange forandringer både på traditionelt tv og steaming. Og hverken vores oprindelige melding om ændringer på DR1 eller TV2s efterfølgende, der rummer en række lighedspunkter, er næppe de sidste, lyder det fra Emma Kronqvist

Se også: TV2-vært friede til kæresten: Hun sagde nej

20 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere