Seere raser over TV2: 'Luk lortet'

Langtfra alle seere er tilfredse med den nye udgave af 'Klipfiskerne', hvor der som noget nyt i år er to værter

Heino Hansen og Thomas Warberg er nye værter på 'Klipfiskerne'. Men ikke alle har taget lige godt imod dem. Foto: Henrik Ohsten/TV2
Heino Hansen og Thomas Warberg er nye værter på 'Klipfiskerne'. Men ikke alle har taget lige godt imod dem. Foto: Henrik Ohsten/TV2

Forrige lørdag havde en ny sæson af familieprogrammet 'Klipfiskerne' premiere på TV2 - og det med et nyt koncept og to nye værter i front.

Som en del af det nye koncept har komiker-makkerparret Heino Hansen og Thomas Warberg derfor indtaget rollerne som værter.

De to har tidligere fungeret som holdkaptajner i programmet, men nu er de således blevet placeret i værtsstolen i stedet for tv-vært Felix Smith.

Det er dog langtfra alle, der er tilfredse med de nye ændringer, og på TV2's Facebook-side vælter det ind med kritiske røster fra seere, der kritiserer det nye koncept og samtidig understreger, at de gerne vil have Felix Smith tilbage som vært.

Heino Hansen og Thomas Warberg (bagerst i billedet) har taget over efter Felix Smith. Foto: Henrik Ohsten/TV2
Heino Hansen og Thomas Warberg (bagerst i billedet) har taget over efter Felix Smith. Foto: Henrik Ohsten/TV2
 

'Luk lortet, og lad os få Felix tilbage,' skriver en og fortsætter:

'Når I ændrer et program totalt som nu 'Klipfiskerne', så burde I kalde programmet noget andet. En ting er at Felix ikke er vært - savnet - men to værter som åbenbart har det vidunderligt sammen, som om det var deres private fest. Nu har jeg givet det to gange og er hver gang blevet skuffet, så jeg håber ikke, der er optaget flere afsnit,' lyder det videre fra en anden, mens en tredje fortsætter:

'Mit barnebarn på 12 bad mig lukke for det, da han fik ondt i hovedet af at høre på det.'

Herunder kan du læse flere kommentarer:

Eksempler på kommentarer

'Må vi få en udsendelse om tarmskyl næste lørdag i stedet for 'Klipfiskerne'? Så bliver niveauet da hævet lidt'.

'Så fik i da godt nok ødelagt Klipfiskerne med de 2 værter, de går da kun op i at høre sig selv lad os få en sjov men seriøs og god vært tilbage, nemlig Felix'

'Om jeg fatter, at I kan kalde det et frisk pust. Jeg vil nærmere kalde et pust af elendighed.'

'Er kæmpe fan af Klipfiskerne men de nye ændringer er desværre for meget af det gode. Der er næsten ingen klip, mærkelig system når de skal vælge tal, deltagerne virker forvirrede over hvad de enkelte lege går ud på. Synes også finalen er dårligere end den gamle finale, det var langt sjovere at se dem 'kæmpe' om point ud fra hvert enkelt klip. Én vært, tre deltagere på hvert hold og masser af klip så er jeg klar igen. It it aint broke dont fix it.'

'Jeg har set Klipfiskerne i flere år, men nu er det slut.Mage til makværk skal man lede længe efter.Warberg med makker har SLET ikke formatet til at styre den udsendelse.Det er vist kun dem selv der synes det er sjovt. Ringe, ringe, ringe. Felix duede - synd han har forladt skuden. Brug lidt penge, og skaf ham tilbage. Det vil flertallet synes om.'

Felix Smith har været vært på programmet i mange år, men sagde op i forbindelse med, at han skulle være vært på 'TopGear'. Foto: Henrik Ohsten/TV2
Felix Smith har været vært på programmet i mange år, men sagde op i forbindelse med, at han skulle være vært på 'TopGear'. Foto: Henrik Ohsten/TV2

Vil gerne tilbage
Ekstra Bladet har været i kontakt med både Thomas Warberg og Heino Hansen, der oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer til kritikken på nuværende tidspunkt.

Den tidligere vært Felix Smith vil dog gerne fortælle, hvad han tænker om hele situationen.

- Det er jo lidt med blandede følelser, for det er jo vildt dejligt, at der er så mange tusind, der synes, at jeg skal sidde der som vært. Men samtidig ved jeg jo også, hvad der sker, når man ændrer i et program, der har været på samme måde i mange år. Det giver altid ramaskrig, når man laver noget om, siger han til Ekstra Bladet.

Heino om den nye tjans

Inden den nye sæson af 'Klipfiskerne' fik premiere, talte Ekstra Bladet med Heino Hansen.

Her glædede han sig til at komme i gang med programmet, men han var også nervøs:

- Jeg glæder mig helt vildt meget. Men da jeg blev spurgt, nåede jeg lige at blive nervøs. Jeg tænkte med det samme, at jeg ikke er en særlig god vært. Men så tænkte jeg over det og kom frem til, at de jo selv har ringet. Så det er deres fejl. Nu får de et stykke med Heino, og så må vi se, om de også vil have mig med i niende sæson, sagde han i den forbindelse.

Heino fortalte i den forbindelse også, at han glædede sig til at prøve kræfter med det nye format:

- TV2 har villet ruske lidt op i formatet. Det bliver et nyt koncept, hvor der ikke er holdkaptajner, og hvor deltagerne kommer mere på arbejde for at være sjove. De kommer ikke bare til at skulle sidde og gætte og se klip, og jeg kan godt afsløre, at det er et rigtig godt cast, vi har.

Ifølge Heino Hansen så han samtidig også frem til at skulle være vært sammen med Warberg, som han kender rigtig godt.

- Ens alarmklokker starter jo umiddelbart med at ringe, når man hører, at der skal være mere end en vært. Det er der aldrig nogen, der er sluppet afsted med. Så det er noget at et pres, sagde han og fortsatte:

- Jeg er dog rigtig glad for, at det er sammen med Warberg. Men det er selvfølgelig også slemt, for han er jo en af verdens sjoveste mennesker. Så jeg får hård konkurrence, lød det videre fra Heino.

Felix Smith, der for nylig sagde op på TV2 for i stedet at blive vært på 'TopGear' på Kanal 5, lægger dog ikke skjul på, at han ville ønske, han igen kunne være vært på 'Klipfiskerne'.

- Jeg havde og har stadig meget stærke følelser for programmet, så jeg ville ønske, at jeg stadig kunne lave det. Men jeg havde sagt op, og når jeg så kommer og siger, at jeg har fortrudt, fordi corona har ændret min arbejdssituation, og at jeg meget gerne vil lave 'Klipfiskerne', så kan jeg godt forstå, at TV2 ikke står med åbne arme, og at de har gjort, som de har gjort. For man kan jo ikke sige op og så alligevel bibeholde ét program, siger han og fortsætter:

- Men det er vigtigt at sige, at det ikke er min beslutning. Det er TV2's beslutning, og jeg ville elske at komme tilbage. Men jeg har dog aldrig oplevet, at man erlydhør over kritik og laver om, fordi seerne er utilfredse. Jeg ville ønske det, men jeg tvivler.

TV2: Vi er lydhøre

Hos TV2 tager de kritikken med ophøjet ro.

'Vi har forsøgt at give Klipfiskerne et frisk pust og skrue lidt på formatet. Det skal vi alle lige vænne os til, men vi synes, at både vores værter og deltagere gør det godt', skriver Jes Schrøder, der er redaktør på programmet, i en mail til Ekstra Bladet og fortsætter:

'Vi er selvfølgelig altid lydhøre over for feedback, men vi er også sikre på, at smilet nok skal komme frem, når seerne har vænnet sig lidt til justeringerne'.

Ifølge Felix Smith er han siden premieren på den nye sæson af 'Klipfiskerne' blevet bestormet med henvendelser fra seere, der gerne vil have ham tilbage.

- Det har været en 'lovestorm'. Det har været varmt og dejligt, at nogle synes, at jeg mangler. Det er kommet lidt bag på mig, hvor vilde folk egentlig er med det her program, for i starten var det jo et program, der delte vandene. Men det er tydeligt, at seerne bare vil have det, som de altid har villet, og jeg er da virkelig glad for, at de sender mig søde ord, og at de har kunnet lide det, jeg har lavet.

- Hvad tænker du om den kritik, der har været af de to værter og det nye koncept?

- Man skal give tingene en chance. Måske skal det have lov at falde på plads, og jeg tænker, at det er noget, der måske lægger sig i løbet af sæsonen, når seerne lige har vænnet sig til det.

359 kommentarer
Vis kommentarer