Smertehelvede efter nat-tisseri: Jeg måtte kravle mod nattevagten

Morten Bøvling måtte fragtes til hospitalet i ambulance, efter han gled på nogle sten og fik utroligt store smerter i ryggen

Morten blev fragtet til hospitalet i ambulance. Foto: TV3
Morten blev fragtet til hospitalet i ambulance. Foto: TV3

Der gik et sus igennem hold syd i aftenens afsnit af 'Robinson Ekspedtionen'.

Her blev deltageren Morten Bøvling fundet jamrende på stranden med tydelige smerter i ryggen. Med et kamera i hovedet blev han fragtet på en båre til et hospital, hvor han blev skannet og senere kunne vende tilbage til programmet.

Til Ekstra Bladet fortæller Morten Bøvling nu, hvad der helt præcist skete i nattens mørke.

- Jeg er en mand, der er 40 år gammel, så jeg skal op og tisse. Jeg går ned mod stranden, og der er sten på vejen, som vipper lidt. En af de sidste vipper så meget, at jeg glider, og jeg forsøger at redde situationen ved at tage fra. Det gør, at jeg i stedet for at lande i det bløde sand, lander på stenene, får et vrid i ryggen og besvimer, fortæller Morten Bøvling.

Se også: Tv-vært med millionløn: Jeg har aldrig tjent mere

Kravlede hen til vagten
Da han kom til sig selv, kravlede han hen til nattevagten, der altid er tilstede i tilfælde af, at en deltager skulle have brug for hjælp.

- Jeg kravler hen til nattevagten, fordi jeg er bange for, hvad der er sket. Jeg er bange og kan næsten ikke bevæge min ryg. Min krop. Jeg får lov at ligge på en luftmadras, indtil solen står op, og holdkammeraterne kommer. Derfra bliver jeg kørt med ambulance og udrykning. De var bange for, at der var sket et brud og tog rigtig godt hånd om mig, fortæller han.

På hospitalet blev ryggen røntgenfotograferet. I starten frygtede personalet et brud, og der måtte tilkaldes en specialist, før den danske eventyrer kunne få den glædelige besked.

- Specialisten sagde, at det var muskler, der var blevet revet, forstrakt og måske sad i klemme. Altså ting, som selv skulle hele med tiden. Ham specialisten sagde også, at intet hindrede mig i at fortsætte i ekspeditionen, fordi smerten ville gå over af sig selv.

Se også: Tårevædet 'Robinson'-exit: Afslører rørende historie

Fik ikke mere mad
Opholdet på det fillipinske hospital beskriver han som en god oplevelse, hvor han følte sig meget, meget tryg.

- Man får ikke mere mad, selv om man er på hospitalet. Jeg fik noget vand og blev tilbudt noget usaltet ris, ligesom vi spiste på øen. Jeg havde så ondt, at jeg ikke kunne være nogle steder, og jeg ville ikke have, at dem derhjemme fik noget at vide. Alligevel var min største frygt at blive hevet ud af ekspeditionen, siger han.

Tilbage kom han. På samme dag som han blev afhentet på stranden, var han tilbage og deltog i det ø-råd, der sendte Emilie Elmquist ud af ekspedtionen.

Siden har han gået til behandlinger hos en fysioterapeut og en massør hjemme i Danmark. I dag er kroppen tilbage i storform, og da Ekstra Bladet taler med ham, er han netop hjemvendt fra verdensmesterskaberne i forhindringsløbet OCR.

- Jeg fik nogle fine placeringer, men blev desværre ikke verdensmester, siger han med et grin.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere