'Spasser' raser over DR: Pylrerøve!

Mulle Skouboe er langtfra tilfreds med, at DR har valgt at ændre navnet på en kommende skønhedskonkurrence

- Jeg er overhovedet ikke begejstret, lyder det fra Mulle Skouboe. Foto: Thomas Rønn
- Jeg er overhovedet ikke begejstret, lyder det fra Mulle Skouboe. Foto: Thomas Rønn

Lige i øjeblikket kan man se dokumentarserien 'Danmarks lækreste spasser' på DR2 og DR TV.

Her medvirker Mulle Skouboe, der lider af sygdommen Cerebral Parese, som gør, at hun ikke har de normale evner til at styre sine muskler og bevægelser.

I programmet holder hun på sin ret til at kalde sig selv en 'spasser', men langtfra alle synes, at det er en god idé.

Som konsekvens heraf er DR kun gået med til, at de fire afsnit af dokumentarserien skal hedde 'Danmarks lækreste spasser'.

Serien skal kulminere i en skønhedskonkurrence for mennesker med fysiske handicap, som løber af stablen 6. februar i Koncertsalen. Men i selve liveshowet har DR valgt at lade være med at bruge ordet 'spasser' som i den oprindelige titel.

I stedet har showet fået navnet 'Danmarks lækreste - med et handicap'.

Se også: Seere raser: - Seriøst, DR!?

Den ændring er Mulle Skouboe langtfra tilfreds med.

- Jeg er overhovedet ikke begejstret for, at de har valgt at ændre det. For jeg synes, at konceptet falder helt til jorden. Jeg synes jo, at det er vigtigt, at vi mennesker, der lider af et handicap, kan joke med os selv. Jo mere vi gør det, jo mere gør vi opmærksom på os selv, og det kan hjælpe folk med at lade være med at se os som ofre, og det er hele pointen med serien, siger hun til Ekstra Bladet.

Ifølge Mulle Skouboe bliver mennesker med handicap ofte pakket for meget ind i vat. Foto: Thomas Rønn
Ifølge Mulle Skouboe bliver mennesker med handicap ofte pakket for meget ind i vat. Foto: Thomas Rønn
 

Pylrerøve
Mulle Skouboe er træt af, at omtalen af mennesker med et handicap ifølge hende er for politisk korrekt.

- Jeg synes, at DR er nogle pylrerøve, og jeg synes, det er synd, at det hele skal være så politisk korrekt. For hvis skyld gør de det? Der er ikke mange af os med et handicap, der rent faktisk bliver stødt over det, men der er en masse folk, der bliver krænket på vores vegne. Men størstedelen af os, der rent faktisk har et handicap, er ikke kede af det, og det er ikke os, de tager hensyn til, siger hun og fortsætter: 

- Mange af os handicappede bliver pakket ind i vat, og det er synd, for så lærer man aldrig at acceptere sin sygdom. Mange tror faktisk, at jeg er arrogant eller en bitch, men det er jeg slet ikke. Jeg prøver bare at stå op for os og stå op for, at vi skal holde mere sammen.

Ordvalg er farligt
En af dem, der er kritisk over for, at man i DR-serien har valgt at bruge ordet 'spasser' i programmets titel, er Susanne Olsen, der er landsformand for Dansk Handicap Forbund.

Se også: TV2-kendis overfuset af flyttemand: - Fuck dig

Hun mener, at man skal være meget varsom med det sprog, man bruger, når man omtaler folk med handicap.

- Hvad Mulle kalder sig, det er helt op til hende, og jeg synes, at hun er modig at stå frem og sige, som hun gør. Hun må jo helt bestemme, hvad hun gør, men inden for organisationerne taler vi meget om, hvad sprog gør. Der er mange mennesker, der lider af et handicap, der ikke har lyst til at blive betegnet som spasser eller andre ord, der kan opfattes som nedsættende, siger hun til Ekstra Bladet.

- Problemet med den formulering i min optik er jo, at andre kan tage formuleringen til den og bruge den nedsættende om mennesker med handicap, og det er det, vi gerne vil undgå, understreger Susanne Olsen.

Her ses alle de danskere, der skal være en del af skønhedskonkurrencen 'Danmarks lækreste med et handicap'. Foto: Thomas Rønn
Her ses alle de danskere, der skal være en del af skønhedskonkurrencen 'Danmarks lækreste med et handicap'. Foto: Thomas Rønn

Ville aldrig bruge ordet
Derfor understreger Susanne Olsen også, at hun aldrig selv bruger formuleringen 'spasser'.

- Jeg vil aldrig bruge det ord. Jeg ville til hver en tid anbefale folk, der siger sådan noget i en mening om, at et andet menneske opfører sig tåbeligt, at man bruger et andet ord, for det kan være stigmatiserende og virke nedsættende.

Hun er derfor også glad for, at DR har valgt at ændre titlen på den kommende skønhedskonkurrence.

Se også: DR-vært tordner mod dansk magasin: 'Jeg brækker mig'

- Jeg synes, det er godt, at de har valgt at moderere i sprogbruget og har blødgjort det. Det er helt klart mindre stødende i forhold til de mennesker, som vil blive kede af at blive kaldt spasser, for 'med et handicap' vil ramme bredere og dermed være mindre stigmatiserende.

Hun forstår dog også Mulle Skouboes kritik.

- Med den dagsorden, hun har, og det, hun vil, der har hun det helt fint med det. Men det er der rigtig mange, der ikke har, så jeg synes faktisk, at DR har foretaget en klog handling her.

Se også: Efter massiv shitstorm: Gummistøvledronning klar til overenskomst

Foretaget inden programmet
Ifølge Peter Gren Larsen, der er redaktør på DR2 og står bag programmet 'Danmarks lækreste spasser', har de hos DR gjort sig mange overvejelser om ændringen af titlen på skønhedskonkurrencen.

- Den væsentligste grund til, at vi har valgt at skifte titlen, er, at serien er bundet op på Mulle og hendes klare mission og pointer. Når vi skal lave show i Koncertsalen og inviterer folk ind og ser showet, er det langt mere DR, der er afsender, og så vælger vi at skifte titel, fordi der muligvis er folk, der vil komme ind og se det, som ikke nødvendigvis har set hele serien og forstår, hvad titlen henviser til, siger han.

Mails fra begge lejre
Peter Gren Larsen understreger, at DR har fået både kritik og roser for titlen på dokumentarserien, men at titlen på skønhedskonkurrencen blev ændret, inden selve programmet blev sendt.

- Titelskiftet er gået i gang, inden vi har sat gang i serien. Vi har fået mails fra begge lejre. Der er både stor opbakning til Mulle, men der er også nogle, der synes, at titlen er stødende. Vi har taget en vurdering af, at den nye titel var mere rammende, siger redaktøren.

- Jeg forstår godt dem, der har det modsatte synspunkt, og som mener, at titlen ikke skulle have været ændret, men det er også en del af pointen, at det skal starte en diskussion. Vi håber netop, at den her serie vil gøre, at man kan nå ud til nogle af dem, som ikke kender regler og manualer for, hvad og hvordan vi skal omgås, og hvad vi må kalde hinanden, siger han videre.

Skærm

Mest læste i flash!