Startede stor shitstorm: Vi er nødt til at sige fra

Den svenske Instagram-konto dyngbaggegalan satte gang i 'Paradise Hotel'-shitstormen, da han delte klippet med Sarah Dohn og Türker Alici. Nu forklarer han, hvorfor han delte videoen

Sarah Dohn er i de seneste dage blevet lagt for had i Sverige og Norge, hvor hun bliver kaldt racist, efter hun i den seneste sæson af 'Paradise Hotel' udtrykte sig uheldigt, da hun blev spurgt, om Türker Alici var hendes type.

- Lidt. Jeg er ikke så meget til det udenlandske. Men han er bestemt en type, jeg ville gå efter, hvis han ikke var fra udlandet, sagde hun og kunne med det samme høre, at det ikke var helt så velovervejet.

Episoden er efterhånden et halvt år gammel for de danske seere, men i Sverige og Norge har folk nu opdaget episoden, som en række influencere har delt på de sociale medier. Det har medført stor kritik af både Sarah Dohn og Nordic Entertainment Group, som står bag 'Paradise Hotel', som også helt har valgt at fjerne episoden.

Det hele startede, da den svenske Instagram-konto dyngbaggegalan delte videoen af Sarah Dohns udtalelser til parceremonien.

Se også: Efter Paradise-shitstorm: Derfor viser vi voldsomt drama

Ekstra Bladet har været i kontakt med manden bag, 31-årige Leo Vene. I en mail fortæller han, hvorfor han valgte at dele klippet med de 480.000 følgere, han har på det sociale medie.

'Jeg synes, at vi alle skal råbe op og sige fra, når vi støder på racisme, og det er min måde at gøre det på. Hun er et del af et tv-program, som mange unge ser, og selvom hun er ung, har hun ligesom dig og mig et ansvar for, hvad hun siger. Jeg synes, at produktionen skulle have reageret på det, da hun sagde det. I stedet grinede man af det, og værten lod programmet fortsætte, som om intet var hændt,' skriver Leo Vene.

Sarah Dohn fortalte efterfølgende, at hun kom til at udtrykke sig uheldigt, fordi hun var nervøs. Det er dog ingen undskyldning, mener Leo Vene.

'Jeg synes, at det, hun udtrykker, er ubehageligt - uanset hvilken forklaring hun har til det. Jeg kan forstå, at hun var nervøs, men det undskylder ikke, hvad hun faktisk siger. Som sagt så synes jeg, at det er vigtigt, at den slags udsagn bliver bemærket og frem for alt problematiseret - og ikke bare bliver lavet sjov med'.

31-årige Leo Vene står bag Instagram-kontoen dyngbaggegalan, som følges af 480.000. Foto: Privat/David Månsson
31-årige Leo Vene står bag Instagram-kontoen dyngbaggegalan, som følges af 480.000. Foto: Privat/David Månsson
 

Mange reaktioner
Med en stor følgerskare er Leo Vene vant til, at hans opslag bliver bemærket og modtager reaktioner. Alligevel er han overrasket over, hvor stort postyr 'Paradise Hotel'-opslaget har skabt.

'Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg ikke forventede, at danske aviser ville høre fra mig. Men jeg forventede, at klippet ville give reaktioner og skabe debat, hvilket det også gjorde, men ikke at mange ville føle et behov for at retfærdiggøre, hvad hun sagde - især ikke folk fra andre lande end Sverige. Men jeg er glad for, at det skaber opmærksomhed,' skriver han.

Se også: Reagerer efter stor shitstorm: - Folk er platte

I Danmark var det ikke en stor sag, da episoden blev sendt, og Leo Vene har et bud på, hvorfor det er blevet en stor sag blandt svenskerne.

'Sverige adskiller sig en del fra både Danmark og Norge, når det kommer til, hvad man kan og ikke kan sige, uden det får konsekvenser. Danskerne håner jo gerne os svenskere med, at vi er frygtsomme og politisk korrekte,' skriver Leo Vene og fortsætter:

'Men jeg synes, at en vis grad af politisk korrekthed kun er godt. Jeg tager det nærmere som et kompliment at blive kaldt politisk korrekt, og jeg synes, at mange af de danskere, som nu reagerer på, at det her er blevet en relativt stor ting i Sverige, kun vil have godt af at være lidt mere politisk korrekte nogle gange.'

'Det er racistisk'
Ekstra Bladet talte tidligere på ugen med Türker Alici, som Sarah Dohns udtalelser var rettet mod, og han slog fast, at folk burde slappe af, og at han slet ikke opfattede det som racistisk.

Det påvirker dog ikke Leo Venes syn på sagen, og han skriver, at det er et stort problem for mange andre, at det er blevet så nemt at udtrykke sig racistisk.

'Om hun er racist eller ej er egentlig sekundært. Hun er ikke interesseret i ham, fordi han er udlænding, og det er i sig selv en racistisk udtalelse. Og hvis vi bare lader den slags ting forbipassere ubemærket, så kommer der aldrig til at ske forbedringer,' skriver han.

På Instagram-kontoen dyngbaggegalan er det kun en del af episoden, der er blevet delt, og hele Sarah Dohns forklaring er ikke kommet med. Han mener dog ikke, at det havde ændret noget, hvis de svenske følgere havde fået lov til at se hele klippet.

Sarah Dohn er langt fra den eneste influencer og realitydeltager, der har været i en stor shitstorm. Her kan du læse om et række andre store skandaler. (+)

28 kommentarer
Vis kommentarer