Tina fra 'Cougarjagt': Han havde et vildt blik i øjnene

Selvom 47-årige Tina har en del erfaring med unge mænd, er der én ærgerlig oplevelse, der skiller sig ud

47-årige Tina Broby Hansen er en vaskeægte connaisseur i at score unge mænd. Foto: Linda Johansen
47-årige Tina Broby Hansen er en vaskeægte connaisseur i at score unge mænd. Foto: Linda Johansen

For Tina Broby Hansen på 47 er det ikke ligefrem svært at finde kuvøseguf. Hun vælter i lumre tilbud i sådan en grad, at hun ikke engang kan manøvre i det inde på hjemmesiden scor.dk.

Og selvom den nye tv-cougar snor de unge knøse rundt om sin lillefinger, har der alligevel været en specifik episode, hvor hun følte sig utryg.

Se også: Vil tilbage til TV2

Hun havde netop inviteret en fræk ung date med hjem, da hun pludseligt fortrød.

- Han nåede lige at få jakken af, men så fik jeg den der følelse af, at det skulle han ikke. Vi snakkede kort, men jeg bad ham straks om at gå.

- Så fik han det der vilde blik i øjnene, og jeg nåede lige at smække døren i, for jeg kunne mærke, at han var klar på at slå ud efter mig. Lige efter sparkede han til min dør og gik lettere amok, fortæller cougar-Tina.

Det var ikke, fordi hun blev rædselsslagen. Hun har såmænd prøvet det, der var værre, fortæller hun. Alligevel sad oplevelsen i hende efterfølgende. Hun har siden dengang brugt længere tid på at korrespondere med de unge bejlere.

- Det er derfor, jeg hellere vil bruge tid på at skrive lidt med folk inden. Alt det der Tinder og Bumble går alt for hurtigt til min smag. Folk kan jo udgive sig for at være hvem som helst, det er da klart, fortæller Tina.

Foto: DR
Foto: DR

Og det var akkurat, hvad hun troede, da en af journalisterne bag produktionen af 'Cougarjagt' i sin tid henvendte sig til hende. Her var forespørgslen, om Tina havde lyst til at være med i et program om modne kvinder, der kan lide yngre mænd.

- Jeg tænkte: 'Ja ja, og du er sikkert også astronaut'.

Men det skulle dog vise sig, at den var god nok. Journalisten blev inviteret hjem til Tina til et uformelt interview, men han beholdte tøjet på.

- Han var ellers lige min type, griner hun.

Sidste afsnit af 'Cougarjagt' kan lige nu streames på DR. Ifølge Tina kommer der ikke til at være en ny sæson af det populære program.

Til Ekstra Bladet løfter hun dog alligevel sløret for, at hun er blevet prikket på skulderen i forhold til et andet tv-projekt.

- Der er nogen, der rigtig gerne vil lave et program kun med mig. Men nu må vi se, fortæller hun.

109 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!