Trækker sig fra 'Politijagt'

Færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi har takket nej til nye optagelser af Kanal 5-serien 'Politijagt'

Det er scener som disse, der fremover bliver uden Kenneth Benfeldt. Her er det til gengæld den mangeårige seeryndling Vlado, der midt i en eftersætning pludselig bliver vidne til dette helt vanvittige sammenstød på motorvejen. Video: Discovery Networks Danmark.

Da den 21. sæson af 'Politijagt' løb over skærmen på Kanal 5 tidligere på efteråret, fik seerne et indblik i hverdagen hos færdselsbetjenten Kenneth Benfeldt hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Når programmet til foråret vender tilbage med en 22. sæson, kommer seerne også til at få et lille indblik i jagten på de sønderjyske trafiksyndere. Men herefter er det i en periode slut.

Afdelingen har nemlig takket nej til forespørgslen om at deltage i nye optagelser til Kanal 5-programmet.

- Færdselsafdelingen - og dermed Kenneth Benfeldt - kommer ikke til at være med i den kommende sæson, siger Helle Lundberg, kommunikationsrådgiver hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Der bliver ikke lavet nye optagelser med Kenneth Benfeldt i 'Politijagt'. Foto: Politiet
Der bliver ikke lavet nye optagelser med Kenneth Benfeldt i 'Politijagt'. Foto: Politiet

Hun fortæller, at det er ledelsen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, der træffer en beslutning, når de får en forespørgsel angående tv-programmer. Og dem får de en del af.

- Vi får rigtig mange henvendelser fra tv-programmer, der gerne vil følge med vores betjente på arbejde, og hver gang overvejer vi nøje, om det giver mening, for vi synes også, at det er vigtigt at bruge det til at give offentligheden et indblik i arbejdet og sætte fokus på det, siger hun og fortsætter:

- Men fordi vi får så mange henvendelser, så er ledelsen også nødt til at træffe nogle skarpe afgørelser, fordi der altid også er rigtig travlt. Og i denne situation er man kommet frem til, at det ikke kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt, lyder det fra Helle Lundberg.

Se også: Nu afslører Vlado sin 'Politijagt'-fremtid

Ikke helt slut
Hos Discovery Networks Danmark, der står bag Kanal 5, er der ingen sure miner over, at Syd- og Sønderjyllands Politi ikke ønsker at medvirke i flere optagelser lige nu. Det skriver pressechef Lena Bøgild i en mail til Ekstra Bladet.

- I 21 sæsoner har 'Politijagt' kørt med stor succes og har givet seerne et vigtigt indblik i færdselspolitiets arbejde. Igennem alle årene har vi haft et tæt og godt samarbejde med mange af de danske politikredse, og vi har stor respekt for, at de ikke altid kan passe tv-optagelser ind i deres travle hverdag.

- Derfor er det helt almindeligt, at der er sæsoner, hvor nogle politikredse vælger ikke at deltage i programmet. lyder det fra hende.

Pressechefen gør det dog også klart, at det ikke er helt slut med at følge Kenneth Benfeldt og færdelsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Heldigvis har vi allerede mange gode optagelser fra Syd- og Sønderjyllands politikreds, så man vil stadig kunne opleve dem i den nye sæson af 'Politijagt', der kommer i foråret 2020, skriver hun.

Se også: 'Politijagt'-Vlado forsikrer: Det er ikke mig

195 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere