Tv-deltager raser over TV2: - Det er respektløst

Jes Busk er ikke tilfreds med, at TV2 ville have ham til at ændre sin joke kort før sin optræden i 'Danmark har talent'

Jes Busk retter nu en skarp kritik af TV2. Foto: Per Arnesen/TV2
Jes Busk retter nu en skarp kritik af TV2. Foto: Per Arnesen/TV2

Da underholdningsprogrammet 'Danmark har talent' for første gang i denne sæson blev sendt live lørdag aften på TV2, var det med komikeren Jes Busk som en af deltagerne.

Seerne var vilde med ham, og selvom han ikke gik videre til semifinalerne, så endte han som den, der havde fået næstflest stemmer af seerne i lørdagens program.

Men bag kulisserne gik alting langt fra så smertefrit, som det så ud til for seerne.

Lea Hvidt Kessler sidder i et særligt rum, når hun er med ude i 'Vild med dans'-studiet for at støtte Mikkel Kessler. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Danske kendte - 14. okt. 2019 - kl. 06:55 Lea smidt i kælderen

Ifølge Jes Busk blev han nemlig i ellevte time tvunget af TV2 til at ændre sit show, fordi de ikke ville have, at han brugte ordet 'neger' som led i sin satire.

- Vi er jo til de her prøver et par dage inden liveshows, og i mit show har jeg en beskrivelse af en svigerinde, der er 'høvding for en negerstamme nede i Afrika'. Men jeg bliver så stoppet midt i min prøve og får at vide, at jeg ikke kan sige 'negerstamme', og at jeg er nødt til at ændre det ord i mit show, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter: 

- Det er jo en fiktiv kvinde, jeg taler om. Jeg synes, det er så langt ude og helt grotesk, siger han og fortæller, at han flere gange inden var blevet bedt om at støvsuge sine jokes for ordet 'neger'.

Jes Busk synes ikke, det er i orden, at TV2 vælger at censurere hans show. Foto: Per Arnesen/TV2
Jes Busk synes ikke, det er i orden, at TV2 vælger at censurere hans show. Foto: Per Arnesen/TV2

Blev rasende
Ifølge Jes Busk tog han ikke ligefrem den nyhed med et smil.

- Jeg blev så sur, at jeg gik af scenen. Jeg var rasende, og så lavede jeg sidste gennemgang af mit show uden interesse for projektet. Jeg synes, det var så langt ude. Det er ikke fordi, jeg har et princip om, at man skal have lov til at sige neger, men det skaber uro for mig, når jeg bliver bedt om at ændre det med så kort varsel, siger han og fortsætter:

- Jeg havde en meget lang diskussion med produktionen, for jeg synes ikke, det var i orden, at jeg blev presset til at ændre mine jokes. Min fornemmelse var jo, at TV2 kunne lide mig, fordi jeg var sjov, fræk og anderledes, og så måtte jeg lige pludselig ikke være det alligevel, siger han.

Trods lave karakterer fra dommerne, gik Umut og Jenna endnu engang videre i 'Vild med dans'. Foto: Mogens Flindt Film, tv & radio - 12. okt. 2019 - kl. 08:08 Seerne raser: - Det er ikke sjovt

Jes Busk fortæller, at han dog var nødt til at makke ret og lave sin joke om i sidste ende, hvis han ønskede at fortsætte programmet.

- Joken bliver jo efter min mening meget svagere ved at undlade ordet. Men de foreslog også, at jeg helt skulle undlade joken, og det er altså meget at bede om så kort tid inden. Jeg skal kunne mine ting så godt, at de sidder helt omme i baghjernen, og det her gør, at de får et dårligere produkt ud af mig, end hvis de havde holdt deres kæft, siger han og fortsætter:

- For jeg var ikke sikker i det, og der kom et dårligere produkt ud af mig. Det gjorde mig virkelig stresset, og jeg blev i tvivl om mit eget materiale. På den måde synes jeg, det er respektløst - at de har manglende respekt over for kunst.

Jes Busk på scenen i liveshowet. Foto: Per Arnesen/TV2
Jes Busk på scenen i liveshowet. Foto: Per Arnesen/TV2

Glad for sin deltagelse
Jes Busk understreger dog, at han trods alt har været glad for at være med i 'Danmark har talent'.

- Jeg er glad for, at jeg fik lov af TV2 til at få den her chance. Jeg har fået lov til at vise det, jeg kan, og det er fedt at komme så langt, som jeg gjorde. Men jeg skulle have holdt ved og sat min vilje igennem med den joke. Det kan jeg godt være ærgerlig over, at jeg ikke gjorde. For det kunne have været et endnu bedre show, hvis jeg havde kunnet lave det oprindelige show, og så havde jeg ikke ladet mig ligge under for deres politiske korrekthed.

'Danmark har talent'-deltageren ærgrer sig samtidig over, at TV2 har valgt at tage 'den politisk korrekte hat på'.

- TV2 vil måske bilde sig selv ind, at de er åbne og tolerante, men det er så kun, indtil de ikke er det mere. Der blev lagt pres på mig, og hvis jeg havde fået at vide fra starten, at der var ord, jeg ikke måtte sige, så havde jeg sagt nej tak til at være med.

Se også: Brød løfte: Realitydeltager får vanvittig tatovering

- Nogen vil måske mene, at du kommer med den her kritik af TV2, fordi du ikke røg videre i programmet. Har det noget på sig?

- Nej. På ingen måde. Jeg er rigtig glad for, at jeg fik chancen, og jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle komme så langt. Så det har været det hele værd. Jeg er ikke muggen over, at jeg røg ud, men over at jeg ikke 'nailede' den 100 procent på grund af den stress, der blev påført mig.

TV2: - Det er en balancegang

Over for Ekstra Bladet bekræfter TV2's underholdningsredaktør, Thomas Strøbech, at Jes Busk blev opfordret til at ændre sin joke.

- Vi har haft en snak med Jes om hans show. Vi er kommet frem til, at det ord ikke var en bærende del af hans fortælling, og at det potentielt kunne være et sårende ord, der ville fjerne fokus fra det, han egentlig optrådte med, siger han til Ekstra Bladet.

- Men det er selvfølgelig altid en balancegang med kunstnerisk frihed, for hvornår skal man tage hensyn til folks følelser? Vi mente i dette tilfælde, at ordet ikke var afgørende for joken.

Ifølge Thomas Strøbech er han dog ked af, hvis Jes Busk føler, at hans optræden blev påvirket i en negativ retning af ændringen.

- Det er jeg selvfølgelig ked af, hvis han synes, men jeg har fået indtrykket af, at han har haft en god snak med produktionen om det, og at han selv var med til at lave den her reaktion, som jo var at ændre joken, siger han og fortsætter:

- Jes har en fed karakter, som er upassende og går over stregen, og det skal der være plads til, men ordet var en detalje, som ikke fyldte så meget. Det var ikke omdrejningspunktet. Det var bare et ord, der dukkede op, og det var ikke mit indtryk, at der var en voldsom diskussion omkring det, men en stille og rolig dialog mellem Jes og produktionen.

- Men skal der ikke være plads til, at man kan joke med sådan nogle ting på TV2?

- Man skal kunne gøre grin med alle slags mennesker og hudfarver. Men man kan godt tænke sig om omkring de ord, man bruger. For de ord kan være enormt sårende for folk. Vi står for inklusion og fælleskab hos os, men hvis der ikke er en god grund til at bruge ordet, synes vi også, at det kan være bedre at ændre det, siger han og fortsætter:

- Vi ved jo godt, at Jes ikke brugte ordet for at såre nogen, men jeg synes, det var godt, at Jes valgte at lave en anden version, og at han klarede sig så godt, som han gjorde, lyder det fra Thomas Strøbech.

 

54 kommentarer
Vis kommentarer