Tv-kendis i heftigt angreb: - Han er så modbydelig

Mandag aften måtte Camilla se sig slået på målstregen i dette års udgave af 'Robinson Ekspeditionen', der på mange måder har været svær for hende

Camilla blev stemt ud i aftenens øråd. Foto: TV3
Camilla blev stemt ud i aftenens øråd. Foto: TV3

Så gik den ikke længere.

Mandagens afsnit af 'Robinson Ekspeditionen' blev det sidste for 30-årige Camilla, der blev offer for Kenneth, Jaffer og Marias stærke alliance og stemt ud i ørådet.

Dermed måtte hun se sig slået lige inden finalen.

Forud for sit exit er Camilla og øens alfahan, Kenneth, flere gange røget i totterne på hinanden, og diskussionerne er flere gange blevet så ophedede, at Camilla har forladt situationen i gråd eller raseri.

Skænderierne fik Camilla til at føle sig meget alene på øen, og det tog meget hårdt på hende de sidste dage i ekspeditionen, hvor seerne har kunnet følge en meget presset Camilla.

- De sidste dage var hårde på alle måder. Man er så afkræftet efter så mange dage, og dagene var så hårde både psykisk og fysisk. Man har bare nul energi og overskud, og man er så træt i kroppen, at man er ved at krakelere, og når så sådan en type som Kenneth bliver ved og ved med at stikke til mig, så kunne jeg bare ikke håndtere det mere, siger hun til Ekstra Bladet.

Se også: Tv-kendis vender tilbage: Der var klamt, ulækkert og mug på maden

Ifølge Camilla kunne hun og Kenneth slet ikke sammen, og deres uenigheder blev større dag for dag.

- Kenneth og jeg er så forskellige. Vi kom slet ikke ud af det med hinanden. Jeg synes ikke, han skulle have lov til at vinde, og jeg ville kæmpe, så derfor kæmpede jeg bare videre, selvom det var meget hårdt for mig, men stædigheden tog over, og den konflikt, vi havde, var bare brænde på bålet til at få mig til at forsætte med at kæmpe.

Meget selvglad
Camilla fortæller, at det især var Kenneths personlige kommentarer, der ramte hende.

- Kenneth er meget frembrusende. Men han var bare så selvglad og havde mangel på selvindsigt. Han havde et behov for at nedgøre andre for at hævde sig selv. Det kan man godt gøre uden at tvære andre, siger hun og fortsætter:

- Jeg følte mig så ydmyget af den måde, han talte til mig på, og jeg følte ikke, jeg nåede igennem til ham. Han sad på tronen, og jeg følte mig helt alene, mens han følte sig overlegen. Det kunne jeg slet ikke have, og de andre sagde ikke noget. Jeg følte, at han gik meget efter mig, og jeg følte mig helt alene og uden nogen at støtte mig til. Det er svært, når man plejer at have mange veninder og venner omkring sig derhjemme.

Camilla fik til sidst nok af Kenneths opførsel. Foto: TV3
Camilla fik til sidst nok af Kenneths opførsel. Foto: TV3

Se også: Tv-kendis svines til: Det er Umut om igen

- Men er det ikke også en del af spillet, at man er nødt til at være kold og kynisk og putte følelserne til side for at komme langt?

- Det er helt i orden at spille koldt og kynisk og taktisk, men der er mange måder at gøre det på. Der er jo også meget, der sker, som man ikke ser på skærmen. Kenneth bliver så personlig, og det er meget unødvendigt. Det er den menneskelige del, der ikke er okay.

Fik undskyldning
Ifølge Camilla modtog hun for et par uger siden en undskyldning fra Kenneth på sms, men den giver hun ikke meget for.

- Han skrev, at han beklagede sine hårde kommentarer. Han kunne godt se, at han talte hårdt til mig. Jeg synes da, det var dejligt, men nu har vi været hjemme i fem måneder, og jeg synes, at undskyldningen kommer for sent. Jeg har svært ved at se, hvad jeg skal bruge den til, siger hun og fortsætter:

- For det er jo ikke bare en hård kommentar. Det er mangel på selvindsigt at sige det. Det er decideret ondskabsfuldt og unødvendigt at nedgøre personer og tale sådan ned til folk. Han er så modbydelig dernede. Jeg tror egentlig heller ikke, at han selv kan se, at han har gjort noget galt, men han har følt sig nødsaget til at reagere, fordi han er blevet lagt for had af hele Danmark, siger Camilla med reference til alle de hadebeskeder, Kenneth har modtaget den seneste tid.

Se også: Voldsom ulykke i 'Robinson': Jeg fik blackout

- Men når det så er sagt, er jeg selvfølgelig ked af, at han får alle de hademails. For online-mobning er ikke okay. Men face to face mobning er ligeså grimt, og det synes jeg, han stod i spidsen af. Nu mærker han, at hans handlinger har konsekvenser, og hvis ikke han kunne regne det ud, så er han simpelthen uintelligent.

Så gik den ikke længere for Camilla. Foto: TV3
Så gik den ikke længere for Camilla. Foto: TV3

Har kæmpet siden hjemkomst
Camilla fortæller, at oplevelserne med Kenneth har sat sig i hende, og at hun har haft det svært, efter hun vendte hjem til Danmark igen.

- Jeg havde det svært, da jeg kom hjem. Det er svært, når man har haft den virkelighed i 41 dage, og alt andet har været væk. Det føltes som virkelighed - og som død eller overlevelse. Det der med at komme hjem til hverdagen og komme hjem til sin kæreste og datter og få hverdagen op at køre var svært, for jeg kunne ikke forklare dem om de ting, jeg havde været udsat for, siger hun og fortsætter:

- Jeg stod så meget alene nede på øen, og det satte sig i mig. Jeg har altid haft et godt netværk og mange venner, så det ramte mig meget, at det ikke havde været sådan. Jeg vågnede med mareridt, fordi min hjerne ikke havde været stillet om til virkeligheden. Kenneth fyldte en stor del af min hjemkomst. Jeg tænkte, om det er mig, der var hel gal på den, og hvorfor det gik mig så meget på. Det var først, da jeg så det på tv, at det stod helt klart for mig, at det var ham, der var helt gal på den.

Camilla havde det svært på øen og følte sig meget alene. Foto: TV3
Camilla havde det svært på øen og følte sig meget alene. Foto: TV3
 

Camilla har siden hjemkomsten blandt andet gået til psykolog for at bearbejde de ting, hun har været igennem.

- Jeg har det rigtig godt nu, og 'Robinson Ekspeditionen' har trods alle nedturene været så fantastisk. Jeg har prøvet så mange grænser af. Og jeg tror egentlig, at det har været meget sundt for mig at prøve at være så meget alene og kæmpe for det sociale og det at være med, fordi jeg ikke er vant til det, siger hun og fortæller mere om, hvordan hun havde det med at blive stemt ud lige inden finalen:

Se også: Følte sig nedgjort: Forfærdeligt farvel

- Jeg var selvfølgelig ærgerlig og skuffet, men hurtigt vendte jeg det til vrede, og at jeg vil gøre alt for, at Kenneth ikke vinder, for jeg syntes ikke, at han fortjente det, og det kommer jeg også til at gøre alt for, når jeg kommer ind som jury, siger hun og og erkender:

- Noget i mig var også lettet over, at jeg ikke skulle vende tilbage med den gruppe alene på øen. Det kunne jeg ikke holde ud. Hvis jeg skulle have været tilbage med Nis, Jaffer og Maria - det ville have været frygteligt.

Kenneth: - Jeg fortryder

Ekstra Bladet har været i kontakt med Kenneth i kølvandet på Camillas exit. Han fortæller, at han er klar over, at han ikke har behandlet hende særlig godt undervejs i 'Robinson Ekspeditionen'.

- Efter jeg havde set programmet for to mandage siden, kunne jeg se, at jeg var for hård ved hende. Derfor valgte jeg at skrive til hende. Inden da havde jeg ikke tænkt så meget over det. Vi var bare ikke to mennesker, der kunne så godt sammen, siger han og fortsætter:

- Jeg skrev i beskeden, at jeg havde set programmet, og at jeg gik langt over stregen, og at jeg var ked af det. Jeg kunne godt se, at jeg var meget hård. Det blev ikke rigtig accepteret. Hun skrev, at den kom fire måneder for sent, men jeg havde først indset det, da jeg kom hjem.

- Hvordan har du det med, at hun ikke tog imod undskyldningen?

- Det er hendes valg. Det kan jeg ikke gøre så meget med. Jeg har prøvet at sige undskyld. Jeg mente det, jeg sagde. Når det så er sagt, så har jeg hilst på hende en gang siden, og der sagde hun hej, og vi gav hinanden en krammer. Så jeg har ikke indtrykket af, at hun hader mig virkelig meget - heldigvis.

- Synes du, hun har en pointe i, at du spiller for hårdt og personligt?

- Hun kan godt have ret i det. Jeg havde ikke taget mine følelser med derned. Men jeg bliver personlig, især når folk bliver personlige over for mig, og jeg vil sige, at der også var flere gange, hvor Camilla kastede brænde på bålet, og så gjorde vi bare hinanden mere og mere irriterede, siger han og fortsætter:

- Men det ændrer ikke på, at jeg går langt over stregen. Det kan jeg godt se, og jeg skal tale ordentligt til hende. Der er ikke mange ting, jeg fortryder i 'Robinson'. Men det fortryder jeg. Jeg fortryder, at jeg talte så grimt til hende. Især i det afsnit med auktionen. At der bliver råbt højt, og at vi diskuterer, er okay, men der er ingen grund til, at jeg taler sådan ned til hende. Jeg er ikke stolt af, at jeg kalder hende en lille baby for eksempel.

- Fortryder du, at du spillede, som du gjorde?

- Min måde at spille på fortryder jeg ikke. Jeg valgte at spille hårdt, og det fik mig langt. Der er mange, der skriver, at jeg er usympatisk og illoyal, men dem, jeg står sammen med, har min ryg, og jeg har deres, siger han og understreger:

- Men jeg er meget direkte dernede. Vi blev stillet mange spørgsmål. Jeg gav min mening til kende, og jeg ville ikke gøre det personligt. Det gjorde jeg så i forhold til Camilla, og jeg er ked af, at det blev så personligt.