Alenemor til syv i Luksusfælden: Nægter at betale gæld til advokater

34-årige Kristin er stavnsbundet til sit hus, fordi eksmanden ikke betaler sin del af lånet

Kristin har hyret advokater til at vurdere sagen mod sin eksmand, men har ikke villet betale regningen for det. (Foto: TV3)
Kristin har hyret advokater til at vurdere sagen mod sin eksmand, men har ikke villet betale regningen for det. (Foto: TV3)

Kristin Huld Magnusdottir fra Billund, som optræder i TV3's program 'Luksusfælden' i aften, spinker og sparer for at få økonomien til at hænge sammen, når hun som alenemor på barsel skal forsørge sine syv børn.

Hun kæmper for at få et højere rådighedsbeløb, så hun kan holde konfirmation for sine børn og tage dem med ud at rejse. Men da hendes eks-mand ejer halvdelen af huset, som hun og børnene bor i, og hans islandske bank har taget udlæg i halvdelen af lånet, fordi han ikke betaler sin gæld, kan Kristin Magnusdottir ikke ændre sine lån i huset.

Se også: Luksusfælden: Biblioteksbøde på 90.000 kroner

Hun har tidligere hyret advokater til at vurdere sagen med eksmanden, men de regninger har hun nægtet at betale. Hun var nemlig ikke tilfreds med det, de kom frem til:

- Nej. De fandt ikke frem til mere, end jeg gjorde, siger hun.

- Det synes jeg ikke er fair, at jeg skal betale 20.000 kroner for.

- Sådan fungerer verden jo ikke helt, lyder svaret fra Luksusfældens ekspert Jan Swyrtz.

Store boligudgifter
Islandske Kristin Magnusdottir vil rigtig gerne blive boende i huset i Billund, som hun selv har brugt kræfter på at sætte i stand.

- Det betyder rigtig meget, for det er jo vores base, siger hun.

Derfor sidder hun nu med en bolig-post på 16.600 kr. om måneden.

- Den er høj. Den er faktisk højere, end jeg havde regnet med. Men det er også den eneste ting, jeg ikke har villet regne på. Jeg har vidst, hvad jeg har betalt for hver enkelt ting, men jeg har aldrig lagt det sammen, fortæller hun.

Se også: Luksusfælden: Sådan gik det Luna og Casper

Ifølge Luksusfældens eksperter lever Kristin og hendes familie allerede meget sparsommeligt med mad-udgifter på 4100 kr. om måneden.

- Du har været usandsynligt god til at spare. Det eneste, jeg kan sige til dig, er, at det ikke bliver lettere fremover, siger Jan Swyrtz i programmet.

Luksusfældens eksperter kommer derfor på noget af en opgave, når de skal forsøge at skabe et større rådighedsbeløb hos familien fra Billund.

Du kan se hele programmet i aften klokken 20.00 på TV3.

107 kommentarer
Vis kommentarer