Kniven for struben-vært får selv kniven

I aftenens udgave af 'Med kniven for struben' får Bo Bech sin hidtil største udfordring, og det kommer ikke til at gå stille for sig. Se videoklip fra programmet her

Når man ser fjerde program i TV3s nye programserie 'Med kniven for struben', sidder man med en konstant fornemmelse af, at titlen kan gå hen og blive ren bogstavelig.

Som sædvanligt skal kokke-værten Bo Bech forsøge at hjælpe ejerne af en restaurant, som selv har meldt sig til programmet, med at få restauranten til at køre bedre.

Denne gang er det ejerne af Skotterup Kro i Nordsjælland, William & Conni Leidersdorff, der har bedt om hjælp. Men det kommer ikke til at gå helt så glat som de andre gange.

Stemningen mellem værtsparret på kroen og tv-kokken er mildest talt anstrengt - og det er allerede fra dag et.

Tivolimad og turistfælde
Som i de tre foregående programmer lægger Bo Bech vejen forbi restauranten for at smage på maden, før han giver sin endelige dom over stedet.

Og da tv-kokken får sit stjerneskud og sine dybstegte tigerrejer på Skotterup Kro er dommen klar:

Det er tivolimad og en turistfælde, lyder det fra Bo Bech i programmet.

En dom som - ikke overraskende - ikke falder i værtsparrets smag.

- Det gik galt allerede, da jeg kaldte deres restaurant for en turistfælde. Det ord hang ved resten af tiden, fortæller Bo Bech til ekstrabladet.dk.

Bo Bech forklarer i samme ombæring, at han med turistfælde mener, at det ligger ved Strandvejen, hvor der kommer mange svenskere forbi, og de bliver 'lokket' ind, fordi det ser hyggeligt ud udefra.

Personlig kamp
Bo Bech er næppe kendt som den største diplomat fra Kniven for struben-programmerne.

Og hans beskrivelser i aftenens program er da heller ikke de pæneste. Han siger bl.a., at menukortet på Skotterup Kro er på størrelse med bibelen, de bruger alt for meget 'den gyldne brønd', som han kalder frituregryden, og så betegner han maden som et levn fra 60'erne.

- Jeg er bare ærlig. Det er jeg altid. Pointen er ikke at svine nogen til men at hjælpe, forklarer han overfor ekstrabladet.dk.

Som så mange gange før tager de involverede kokkens måde at sige tingene på ilde op. Men denne gang går det ikke over med tiden, når restaurantejerne med Bo Bechs hjælp indser problemerne.

- Det var jo en personlig kamp, mere end det var et spørgsmål om at få restauranten på ret køl. Jeg var ikke velkommen der, mener Bo Bech.

Det får kokken for alvor øjnene op for på sidstedagen, hvor Skotterup Kro trækker sig ud af projektet. Herfra er Bo Bech og tv-holdet ikke længere velkomne på den nordsjællandske kro.

Følelsen af øv
Siden den dag i februar har Bo Bech selvsagt ikke været i restauranten.

- Jeg tror ikke, jeg er den hotteste stjerne hos dem lige nu, lyder hans egen forudsigelse.

- Jeg er fyldt med følelsen af øv. Jeg er ked af det på deres vegne, og så føler jeg også lidt selv, at jeg har tabt, fordi jeg ikke har været dygtig nok til at sælge den vare, jeg skulle, siger Bo Bech.

Derfor vil kokken gerne vende tilbage til Skotterup Kro, hvis invitationen skulle komme.

- Det kunne være sjovt, hvis William og Conni ville, at jeg kom tilbage for at hjælpe dem. For det ville jeg gerne, siger Bo Bech til ekstrabladet.dk.

Du kan se hele programmet på TV3 i aften, tirsdag kl. 20.

Smugkig på klip fra tv-programmet ved at klikke på VIDEO-linket til højre under billedet...

1 af 2 Parret, der ejer kroen, William & Conni Leidersdorff, og Bo Bech havde et mildest talt anstrengt forhold under de fire dage, hvor tv-programmet blev optaget. (Foto: TV3)
2 af 2 Tivolimad! Dommen var klar fra Bo Bech, da han havde smagt maden på Skotterup Kro. (Foto: TV3)
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen