Plat, tamt og kedeligt

Den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen var ikke specielt begejstret for premieren på TV3's Fear Factor

227.000 seere fulgte premieren på TV3's nye reality-satsning 'Fear Factor'. Det er ifølge TV3's programdirektør Susanne Teilmann 'yderst tilfredsstillende'.

Ekstra Bladet bad eks-jægersoldaten B.S. Christiansen bedømme premiere-programmet. Han er knap så begejstret.

- Nu hedder det jo 'Fear Factor', men frygt er en psykisk ting. Jeg havde forventet at se nogle øvelser, hvor man fornemmede deltagernes kamp for at overvinde deres frygt, men det så jeg ikke.

- Hvis det bare handlede om at vise noget ulækkert, kunne man lige så godt bede deltagerne tisse i en flaske og bagefter drikke deres egen urin - det ville være lige så plat som 'øvelsen', hvor deltagerne skulle spise orme og biller, siger B.S. Christiansen.

- Som seer fik man slet ikke fornemmelsen af den psykiske belastning, og det er hele programmets svaghed: Identifikationen mangler.

For at forbedre et program som 'Fear Factor' mener B.S. Christiansen, at deltagerne skal have mulighed for at træne de fysisk-tekniske ting, før de bliver konfronteret med den psykiske del.

- Hvis jeg skal bede dig om at overskride en grænse, så er jeg nødt til at give dig de fysiske værktøjer først. Det er jo den psykologiske kamp, vi sveder over - fuldstændigt ligesom i en spillefilm. Og det aspekt manglede fuldstændigt, slutter B.S. Christiansen.

RESPEKT FOR B.S.

Ikke overraskende er programmets vært Biker-Jens en smule uenig med B.S. Christiansen.

- Hvis B.S., der er vant til at snige sig rundt bag fjendens linjer, ikke synes, det var spændende, kan jeg sgu godt forstå det. Han er vant til den ægte vare, og det har jeg sgu respekt for, siger Biker-Jens.

- Men jeg tror, han er stærkt præget af, at han har oplevet så mange farlige ting. At spise biller har noget med frygt at gøre. Det har udelukkende med din psyke at gøre, og frygt er, som B.S. selv siger, en psykisk ting. I øvrigt er det ikke hver gang, at deltagerne skal spise lokale specialiteter. I de kommende programmer overhælder vi dem med slanger og edderkopper. Der er altså tale om forskellige aspekter af frygt. Men frygt - det er det fandme, fastslår Biker-Jens.

- Hvis vi kun testede deltagerne med spektakulære stunts, ville vi ikke nå rundt om begrebet 'frygt', men uge efter uge se på ekstrem-sports-fanatikere. Og det ville være røvsygt, siger Biker-Jens.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen