TV2 raser: Vi efterligner ikke selvmordsprogram

TV2's nye program, hvor B.S. Christiansen skal hjælpe depressive kvinder ud af antidepressiv medicin, har fået voldsom kritik. Programmet er blevet kritiseret for at være dødsensfarligt. Men TV2 afviser kritikken

B.S. Christiansen skal stå i spidsen for et nyt program på TV2, som allerede inden optagelserne har modtaget voldsom kritik. (Foto: Claus Lunde)
B.S. Christiansen skal stå i spidsen for et nyt program på TV2, som allerede inden optagelserne har modtaget voldsom kritik. (Foto: Claus Lunde)

B. S. Christiansen skal på tur igen. Denne gang med en flok lettere depressive kvinder, der har brug for hjælp til at stoppe med at bruge antidepressiv medicin. Flere eksperter har advaret mod konceptet. Og programmet er blevet sammenlignet med et amerikansk reality program.

TV2-redaktør Jes Schrøder, der har været med til at udvikle programmet, er rasende over, at TV2's kommende program er blevet kaldt et reality program.

- Et reality program er blevet et skældsord i medierne. Det her program er et faktaprogram, siger han og tilføjer:

- Kunne du forestille dig, at der står 12 depressive kvinder på kanten af en swimmingpool med en Bacardi Breezer i hånden og råber på B.S? Det kunne jeg godt nok ikke, siger han.

Kritikken hagler ned over TV2
Det hele startede med et castingopslag, hvor det fremgår, at TV2 søger depressive kvinder, der tør stå frem og vise deres kamp for et liv uden antidepressiv medicin. Kvinderne skal være mellem 20 og 40 år, og de skal have mod på at kaste sig ud i et eventyr, der bliver både fysisk og psykisk krævende.

På baggrund af castingopslaget er kritikken haglet ned over TV2. Flere forskellige eksperter fra Depressionsforeningen og PsykiatriFonden advarer mod programmet. Og Kristelig Dagblad har sammenlignet programmet med det amerikanske program Celebrity Rehab with Dr. Drew, hvor fem ud af 31 personer begik selvmord eller døde af en overdosis efter programmet var slut.

Jes Schrøder fra TV2 afviser sammenligningen.

- Programmet har ved sødeste grød intet at gøre med det amerikanske reality program. Hvis Kristeligt Dagblad havde været så venlige at ringe til mig, så havde de fået af vide, at der ikke er nogen sammenligning overhovedet, siger han.

Avis: Programmerne kan sagtens sammenlignes
Anja Bech Spillemose fra Kristeligt Dagblad beklager det principielle i, at hun ikke har givet Jes Schrøder direkte taletid i sin artikel. Men på baggrund af flere eksperters udtalelser synes hun, at der er god grund til at sammenligne de to programmer.

- Ifølge de eksperter vi har talt med, så er der i begge programmer en risiko for, at deltagerne fejler. Og så er det lige pludseligt ikke et forhold mellem patienten, patientens familie og behandleren. Men mellem patienten og alle seerne foran skærmen. Det betyder, at et eventuelt tilbagefald kan blive meget hårdere, siger hun.

Men Jes Schrøder fortæller, at TV2 arbejder tæt sammen med fagpersoner, der er med til at gennemføre et fagligt, forsvarligt afvænningsprogram i modsætning til det amerikanske program, hvor alt er op til studieværten.

Ekspert: Fuldstændig uansvarligt
Karen Margrete Nielsen, formanden for Depressionsforeningen, kritiserer programmet.

- Hvis TV2's program på nogen måde kommer til at ligne de andre programmer med B. S Christiansen, så må jeg sige, at jeg synes det er fuldstændigt uansvarligt. I de andre programmer bliver folk presset, men man må ikke stresse depressive mennesker. Det er simpelthen livsfarligt, siger hun.

Jes Schrøder synes ikke, at hun har et godt afsæt for hendes kritik.

- Karen Margrete Nielsen kan ikke vide noget om, hvad det er for et program, vi har tænkt os at lave. Så derfor synes jeg dårligt, at hun kan advare om det, siger han.

Ingen skovtur
Men han er ikke meget for at røbe noget om programmet endnu. Alligevel er han vred over det omdømme, som programmet allerede har fået.

- Folk har en eller anden forestilling om, at B. S. Christiansen tager kvinderne med ud i en skov og tager deres piller fra dem. Selvfølgelig gør han ikke det. Det er jo bare en forestilling. Jeg kunne jo fx også forestille mig, at I render splitternøgne rundt inde på Ekstra Bladets redaktion med en Hof i hånden. Men det er jo bare min egne fantasier, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere