Dyrevennen Linse: Jeg er ikke voldspsykopat

- Jeg ville gøre det igen, siger Linse Kessler om det slagsmål hun røg ind i, da hun gik i flæsket på en spansk mand, der slog sin hund

Linse Kessler fortryder ikke, at hun røg i slagsmål med spansk, der netop havde slået sin hund. (Foto: Screendump fra tv-indslag)
Linse Kessler fortryder ikke, at hun røg i slagsmål med spansk, der netop havde slået sin hund. (Foto: Screendump fra tv-indslag)

Torsdag publicerede vi et tv-klip her på ekstrabladet.dk med Linse Kessler, der kommer i slagsmål med en spansk mand. Klippet er en del af programmet Familien fra Bryggen, der bliver vist på TV3.

Se klippet i tv-indslaget over artiklen

Slagsmålet opstår, fordi den spanske mand slår sin hund, hvilket Linse og hendes veninde Didde påtaler over for manden og hans kone.

- Jeg ser den her store, fede idiot slå på sin hund, og så kan jeg ikke lade være med at blande mig. Det vækker en retfærdighedssans i mig, og jeg vil altid forsøge at forhindre folk, der slår på deres dyr. Det er det samme som forældre, der slår deres unger, siger Linse til ekstrabladet.dk.

Var i dårligt humør
Forinden slagsmålet havde Linse netop besøgt et dyreinternat i Malaga, hvor hun havde hørt grusomme historier om hunde, der bliver mishandlet. Historier, der havde gjort dyrevennen i dårligt humør.

- Vi havde lige gået og talt om, hvad man kunne gøre for at forhindre dyremishandling, og så ser vi en mand, der slår sin hund, og så blander vi os altså, lyder det fra Linse.

Linse er tidligere dømt for vold, og hun er ked af, at hun nu igen ryger i slagsmål.

- Det kan måske få mig til at ligne en voldspsykopat, men det er jeg altså ikke. Jeg blandede mig for en god sags skyld, og det er faktisk ham manden, som slår først. Jeg står inde for mine handlinger, og jeg fortryder det ikke, men jeg er da ikke stolt af at ryge i slagsmål, forklarer den storbarmede stripklubejer.

Sur på politiet
Slagsmålet stoppede, da politiet ankom til stedet. Men selv om begge parter slap for yderligere påtale fra ordensmagten, er Linse ikke imponeret af det spanske politi.

- Jeg forsøgte at forklare panserne, at manden havde slået sin hund. Men de var bare ligeglade, for det var jo hans hund, sagde de. Jeg ville faktisk gerne have taget hunden fra ham, siger Linse.

På trods af Linse ellers hårde fremtoning blev hun nervøs, da den spanske mand angreb hende og veninden.

- Jeg blev lidt bange, for han var pænt stor, og jeg fik jo også en på skallen, så jeg lige nåede at blive bange for mine tænder. Men da vi først var i gang, var jeg ligeglad, griner Linse.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!