Unge 'X Factor'-Line er Skagens stolthed

En heldig pige: ’Only Girl’ sang Line fredag aften - selv føler den unge nordjyde sig som en ’lucky girl’, efter at ’X Factor’ totalt har ændret hendes liv

Line er af mange blevet spået som en outsider i kampen om at viden dette års 'X Factor'. (Foto: Mogens Flindt)
Line er af mange blevet spået som en outsider i kampen om at viden dette års 'X Factor'. (Foto: Mogens Flindt)


Se også: X Factor-Line: Det er ikke nu, jeg får en kæreste

– Uanset hvad føler jeg, jeg allerede har vundet.

Ordene bliver sagt med både fasthed og smil.

15-årige Line er årets yngste ’X Factor’-deltager og muligvis den gladeste.

Både dommere og seere kan sige og stemme, som de vil. Det ændrer ikke på, at Line lige nu føler sig som en meget heldig pige, der i kraft sin deltagelse har ’vundet’ et helt nyt liv.

Efter programmet er gået live, har nordjyske Line fra Ålbæk syd for Skagen været indlogeret i en lejlighed i København for at kunne passe de mange prøver. En kæreste er der ikke tid til, har hun bedyret, men forelsket er hun.

Forelsket i København
Ikke blot i den travle musikalske hverdag, men i København og storbylivet og udfordringen ved at skulle stå på næsten egne ben uden mor til at tage sig af f.eks. rengøring og vask – og uden mor til at blande sig i indtaget af slik.

– Jeg har altid haft familie i København. Min mormor og morfar bor her. Og så længe jeg kan huske, har det været min drøm at bo her. Jeg har kunnet li’ larmen ... Altid. At jeg nu er her og samtidig er i gang med at opfylde min drøm om at beskæftige mig med musik hver dag, det er da at have vundet. Og så har jeg lært meget om mig selv ved ikke at have far og mor omkring mig, som jeg altid har haft.

– Vi ringer meget sammen, men det er jo ikke det samme som at have dem lige ved siden, siger Line, der trods det naturlige savn af nærvær nu og da har truffet en stor beslutning under sit ophold i hovedstaden:

– Jeg er klar på ikke at komme hjem og slå mig ned i Jylland igen. Men naturligvis er Jylland et sted, jeg altid vil vende tilbage til for at besøge familie og venner, siger Line og fortsætter:

– Takket være alle de mennesker, der de seneste måneder har hjulpet mig hver dag, er jeg i den grad blevet bestyrket i, at musikken skal fylde mit liv. Hvor præcis jeg ender, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg altid vil have musikken med mig. Bliver det ikke professionelt, så på fritidsbasis.

Stor opbakning
’Skagens stolthed’ kalder venner, bekendte – og for den sags skyld også lokale, Line knap kender – hende hjemme i det nordligste Jylland.

– Altså, jeg har det sådan ’slap af’, jeg er jo bare den, jeg er, og den, jeg altid har været. Men det er da hyggeligt at blive genkendt. Det vigtigste er, at jeg har total opbakning fra familien, venner og skolekammerater.

Forstående skole
Og apropos skolen: Selv om Line mentalt og fysisk lige nu lever sit liv langt væk fra klasseværelset, er lektierne rykket med til hovedstaden.

– Skolen har været meget forstående og jo, jeg laver skam lektier. På det punkt har jeg altid været meget fornuftig. Meget klares på nettet.

Efter ’X Factor’ kommer foråret for hendes vedkommende til at stå i eksamenslæsningens tegn. Hvad der præcist skal ske, når eksamensbeviset er i hus, ved Line endnu ikke.

– En mulighed kunne være at tage et år på en musikalsk efterskole, men intet er afgjort.

1 af 3 Line elsker at bo i København under X Factor-optagelserne. (Foto: Anthon Unger)
2 af 3 Line er indtil videre skøjtet direkte igennem alle forhindringer. (Foto: Bo Nymann)
3 af 3 Line er af mange blevet spået som en outsider i kampen om at viden dette års 'X Factor'. (Foto: Mogens Flindt)
0 kommentarer
Vis kommentarer