Voice - Danmarks største comeback

TV 2's amatørsangprogram 'Voice - Danmarks største stemme' har næsten fordoblet sit seertal i forhold til januar måneds katastrofelørdage

Støvede folkekomedier på DR har vist sig at være en overkommelig modstander for TV 2-sangkonkurrencen 'Voice'. (Foto: Jakob Jørgensen)
Støvede folkekomedier på DR har vist sig at være en overkommelig modstander for TV 2-sangkonkurrencen 'Voice'. (Foto: Jakob Jørgensen)


Se også: TV 2-chef: 'X Factor' er bedre end 'Voice'



Se også: TV 2 efter 'Voice'-bøllebank: - Vi bøjer os i støvet for dronningen

Efter en januar måned med bundfrosne seertal for TV 2's 'X Factor'-udfordrer 'Voice', ser det nu ud til, at seerne er tøet op og gerne kigger med, når Liam, Lene og Steen agerer sang-coaches lørdag klokken 20.00.

Det så ellers ganske sort ud for 'Voice', der tre lørdage i træk blev udraderet af DR, der smed to gange Melodi Grand Prix og et kongeligt jubilæum ind i kampen om lørdagsseerne.

Den hårde konkurrence fra statsradiofonien resulterede i et seergennemsnit på sølle 621.000 seere, hvilket er langt fra TV 2's erklærede ambition om, at programmet skal tiltrække cirka en million seere hver lørdag.

Støvet konkurrence
Værst så det ud den 21. januar, hvor 'Voice' floppede med blot 559.000 seere.

- Vi har jo vidst, da vi planlagde 'Voice', at vi ville løbe ind i nogle store nationale begivenheder, lød forklaringen fra TV 2's underholdningsredaktør Gitte Madsen.

Men i weekenden kom så endelig den store dag, hvor 'Voice' i stedet for en 'stor national begivenhed' lå overfor en støvet folkekomedie fra 1962 - 'Det støver stadig' på DR 1.

Konkurrencen med DR's støvsugerbande viste sig at være overkommelig for TV 2, der blev noteret for hele 939.000 seere, hvilket må siges at være en del tættere på kanalens mål.

På lørdag støver det videre på DR 1, der har valgt at sende 'Støv for alle pengene' fra 1963 i samme tidsrum som TV 2's håbefulde sangtalenter.

0 kommentarer
Vis kommentarer