X Factor-tvillingerne: Vi søger ind til militæret

- Hvis ikke vi bliver sangere, bliver vi soldater, for vi er drengepiger

Trine og Rikke syntes, at det var sjovt lige at runde 'X Factor' af med en snak med de mange fans. (Foto: Henning Hjorth)
Trine og Rikke syntes, at det var sjovt lige at runde 'X Factor' af med en snak med de mange fans. (Foto: Henning Hjorth)

Der var så småt ved at falde ro på de to tvillinger, Trine og Rikke, da de i går besøgte Ekstra Bladet for at tale med nogle af de mange fans, der ringede ind efter deres ’X Factor’-udsmidning.

– Tudehævelserne rundt om øjnene er på retur, konstaterede Trine, mens hun og søsteren glædede sig over de mange positive tilkendegivelser, de fik fra seere og fans. Det var folk i alderen 13-30, der ringede for at beklage, at de var røget ud.

Vil bare have oplevelser
– Det ligger fast, at hvis det ikke kan blive til noget med at synge, så søger vi ind til militæret, fortsætter Trine.

– Det er ikke, fordi vi vil udsendes til krigszoner. Det er mere, fordi vi gerne vil have de øvrige oplevelser, man kan få i militæret, fortæller Rikke.

– Vi er nok det, man kalder drengepiger. Og soldaterlivet er for det meste vel noget, folk forbinder med drenge. Derfor tror vi, at det er noget for os, siger Trine videre.

– Blandt andet betyder det, at vi ikke er sarte. Mudder og kulde er ikke noget, der skræmmer. Vi har også været spejdere, så vi har prøvet at sove i våde soveposer, griner Rikke.

Kammerater savner os
Men allerhelst vil de synge - eller kombinere soldatertjenesten med sangerlivet.

– Lige nu er det ’nederen’ at være stemt ud. ’X Factor’ er så sjovt. Det er ligesom at være på efterskole. Man er en lille familie, der bare er sammen hele tiden, mener Trine.

– Derfor er det surt at skulle tilbage til hverdagen. Men det hjælper selvfølgelig, at vores kammerater fra 1. g på gymnasiet i Roskilde har sagt, at de savner os, og at de glæder sig, til vi kommer tilbage, understreger Rikke – der samtidig er glad og taknemmelig for den opbakning, hun og søsteren har fået på fansiden.

Idolet hedder Anouk
Pigerne fortæller, at hvis der var frit valg på alle hylder, ville de vælge af lave musik som hollandske Anouk.

– Hun laver både rock, stille numre og country, påpeger Trine.

– Sådan skulle vores cd også være, hvis vi fik en mulighed. Det skulle ikke bare være enslydende numre. Det ville være for kedeligt, supplerer Rikke.

Mudder og kulde er ikke noget, der skræmmer.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen