Hollywoodfrue blev mobbet i skolen

- Jeg var det tårnhøje helvede, fortæller Ines fra TV3's 'Danske Hollywoodfruer'

Ines (Yderst til venstre) husker stadig alt for tydeligt Malene fra folkeskolen i Allerød - og hun drømmer om, at plageånden i dag 'vejer 200 kilo, har fem børn og er fuldstændig miserabel'. Hun mobbede mig forfærdeligt. Jeg havde konstant mareridt. (Foto: Gudmund Thai/TV3)
Ines (Yderst til venstre) husker stadig alt for tydeligt Malene fra folkeskolen i Allerød - og hun drømmer om, at plageånden i dag 'vejer 200 kilo, har fem børn og er fuldstændig miserabel'. Hun mobbede mig forfærdeligt. Jeg havde konstant mareridt. (Foto: Gudmund Thai/TV3)

Det er svært at forestille sig i dag, men skolegangen for den høje gudesmukke fotomodel Ines Romero fra TV3's 'Danske Hollywoodfruer' var et rent helvede.

– Jeg ville ikke pande hende én, hvis jeg mødte hende, men jeg ville heller ikke redde hende ud af et brændende hus, fortæller Ines Garcia Romero om skolegangen på Ravnsholtskolen i Allerød nord for København.

– Det var specielt en pige, der hedder Malene, som gjorde mit liv til et helvede. Jeg var for høj, for tynd og flad som et strygebræt.

I dag bor Ines Romero i en 15 millioner kroners hytte i Bel Air i Los Angeles sammen med kæresten – men hun drømmer stadig om hævn over Malene.

– Hun mobbede mig forfærdeligt. Jeg havde konstant mareridt dengang tilbage i 8-9 klasse. Jeg ville ikke gå i skole, og læreren måtte ringe hjem til mine forældre og spørge, hvor jeg var henne. Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne vil møde hende og fortælle, hvor forfærdeligt hun gjorde mit liv.

Sortsmusket spanier
– Hun kaldte mig en sortsmusket spanier på grund af mit efternavn. 'Du er sådan en taber', sagde hun også. Jeg håber inderligt, hun i dag vejer 200 kilo, har fem børn og er fuldstændig miserabel.

– Jeg var noget af en nørd. Jeg brugte ikke sminke, satte ikke håret og så i det hele taget forfærdelig ud, da jeg var mellem 10 og 14 år. Som 14-årig bød jeg engang en fyr op til dans. Han vendte sig om, kiggede på mig og grinede – ja, han grinede. Og gik sin vej.

Fra ælling til svane
På grund af mobningen skulle Ines Romero under ingen omstændigheder have 10. klasse med på Ravnsholtskolen.

I stedet rykkede hun til Allerød Gymnasium, hvor hun tre år senere blev samfundssproglig student.

Det var i denne periode, den grimme ælling langsomt begyndte at folde sig ud til den smukke Ines, vi kender i dag, men som også er den kvinde, der stadig er mærket af den ondskabsfulde mobning.

Som i et rigtigt eventyr er enden også god i Ines Romeros tilfælde.

Hun lever i dag et liv på første klasse som model og 'body-double' for bl.a. Nicole Kidman og er lykkelig i sit forhold til den stenrige guitarist-kæreste.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen