Udlandet vil se 'Chokoladens mørke side'

Ti lande har allerede købt dokumentarfilmen 'Chokoladens mørke sider', mens 20 tv-stationer har den til gennemsyn

Miki Mistrati, der også er leder af gravergruppen på Ekstra Bladet, er her på besøg hos Saf Cacao i San Pedro, Elfenbenskysten.(Foto: Henrik Ipsen)
Miki Mistrati, der også er leder af gravergruppen på Ekstra Bladet, er her på besøg hos Saf Cacao i San Pedro, Elfenbenskysten.(Foto: Henrik Ipsen)

Samtidig med at chokolade-påskeæggene flittigt bliver puttet i indkøbsvognene rundt omkring i landets supermarkeder, oplever DR for øjeblikket massiv interesse fra tv-stationer over hele verden for dokumentaren ’Chokoladens mørke side’. Det var dokumentaren, der blev vist i 'Dokumania' på DR2 tirsdag aften.

Ti lande har allerede købt den, mens 20 tv-stationer lige nu har den til gennemsyn, oplyser DR Internationalt Salg.

’Chokoladens mørke side’ afslører, hvordan børn helt ned til otte år ulovligt arbejder i plantagerne i Elfenbenskysten. Her bliver 40 procent af hele verdens chokolade produceret, og firmaer som Nestlé og Mars får størstedelen af deres kakao fra Elfenbenskysten. Det samme gælder danske firmaer som Toms og Cocio. Nogle af børnene har været udsat for såkaldt trafficking fra nabolande som Mali og Burkina Faso.

Det er Miki Mistrati og Roberto Romano, der har tilrettelagt og fotograferet dokumentaren for Monday Media, mens Helle Faber har været producer på den.

-Det er helt fantastisk, at så mange lande har købt filmen. Det er jo en international problemstilling. Og derfor er det kun godt, at filmen kommer ud i hele verden, siger Miki Mistrati til ekstrabladet.dk og tilføjer:

-Jeg tror dog ikke, at filmen kan stoppe børnearbejde. Men den kan være en øjenåbner for de forbrugere, der køber chokolade. Jeg er helt sikker på, at der vil blive købt knap så meget chokolade i Påsken, der jo snart kommer. Forbrugerne vil lige tænke sig om en ekstra gang. Og det kan være med til at presse producenterne af chokolade til at gøre mere for at undgå børnearbejde. Idag gør de jo stort set ingenting, siger Miki Mistrati.

Mistrati har iøvrigt netop fået en henvendelse fra den amerikanske ambassade, der ønskede en engelsk version af filmen, som nu skal vises for regeringsfolk i Washington i USA.

Købte før program var klippet
Tv-stationer i Tyskland, Schweiz, Finland, Sverige og Estland købte allerede programmet, før det var færdigklippet, og nu vil Portugal, Belgien og Irland også vise det.

”Interessen er enorm, og vi har også store forventninger til programmet, når vi har det med til salgsmessen MIPTV i Cannes i næste måned. Helt generelt oplever vi, at der er stor interesse for DR-programmer med internationale og forbrugerrelaterede vinkler - i dette tilfælde de multinationale chokoladeproducenter,” siger chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø.

Hvis man ikke fik set dokumentaren tirsdag aften på DR2, ligger den nu på DRs hjemmeside - på dr.dk/dokumania.

1 af 3 Her ses to ofre for trafficiking og børnearbejde i chokoladeindustrien.(Foto: Henrik Ipsen)
2 af 3 Den lille afrikanske dreng bliver udnyttet som billig arbejdskraft i chokoladeindustrien.(Foto: Henrik Ipsen)
3 af 3 Miki Mistrati, der også er leder af gravergruppen på Ekstra Bladet, er her på besøg hos Saf Cacao i San Pedro, Elfenbenskysten.(Foto: Henrik Ipsen)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere