Livvagterne-stjerne: Det er gået sindssygt stærkt

Skuespillerkometen Cecilie Stenspil er i USA, hvor hun i nat kan vinde en Emmy for 'Livvagterne'

Cecilie Stenspil kommer igen ind i de danske stuer efter nytår, når nye ti afsnit af 'Livvagterne' ruller over tv-skærmen i den bedste sendetid. (Foto: Anthon Unger)
Cecilie Stenspil kommer igen ind i de danske stuer efter nytår, når nye ti afsnit af 'Livvagterne' ruller over tv-skærmen i den bedste sendetid. (Foto: Anthon Unger)
NEW YORK (Ekstra Bladet):

– Jeg er nødt til at knibe mig selv i armen. Det er jo gået sindssygt stærkt.

For et år siden var Cecilie Stenspil en ukendt, nyuddannet skuespiller, men rollen som den halvt egyptiske livvagt, Jasmina, i tv-serien 'Livvagterne' gav hende et stort, folkeligt gennembrud.

Nu er Cecilie Stenspil i New York, hvor hun i nat har chancen for vinde en Emmy-pris sammen med resten af holdet bag den højspændte DR-dramaserie.

– Jeg har aldrig været i New York før. Det er fuldstændig fantastisk. Jeg er så privilegeret, at jeg kan få lov til at være med her, lyder det fra den smukke skuespillerinde.

Pæredansk
Trods brune øjne og sort hår er Cecilie Stenspil pæredansk. Hun er vokset op i en kernefamilie i Glostrup, og for tre år siden blev hun uddannet fra skuespillerskolen i Odense.

Siden tv-debuten har hun måttet vænne sig til at blive genkendt på gaden. Det har dog kun givet positive oplevelser, fortæller hun.

– Folk siger tak for i søndags og den slags. En mand rejste sig engang op i et tog og gav mig en ordentlig krammer og sagde tillykke – og det er jo skønt.

Det er ikke kun tv's publikum, som har lagt mærke til Cecilie Stenspil. I år har hun medvirket i flere teaterforestillinger og høstet flotte anmeldelser for rollen som Bess i 'Breaking the Waves' på Odense Teater.

Selv om Cecilie Stenspil elsker teater, var gensynsglæden stor, da hun i april vendte tilbage til studiet for at optage de sidste ti afsnit af 'Livvagterne', som bliver sendt på DR i begyndelsen af det nye år.

Ikke job for mig
– Det var fantastisk at komme tilbage til 'Livvagterne'. Jeg faldt hurtigt ind i rollen igen. Jeg skulle bare have jakkesættet på og en snegl i øret, griner hun.

Mens hun i tv-serien flot udfylder rollen som uselvisk livvagt i demokratiets tjeneste, tvivler hun på, at hun kunne udføre det farlige job i den virkelige verden.

– Jeg tror ikke, jeg kunne sætte livet på spil for nogen, jeg ikke kender. Men jeg ville ønske, jeg kunne. Jeg har stor respekt for dem, som gør det, siger hun.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere