Silas danser på piller

Fik hold i ryggen, da han løftede Malena under ’Vild med dans’-træningen

Trods voldsomme rygsmerter nægter Silas Holst at give op - der skal ikke findes nogen stand-in til fredagens finale med Malena Belafonte. (Foto: Mogens Flindt)
Trods voldsomme rygsmerter nægter Silas Holst at give op - der skal ikke findes nogen stand-in til fredagens finale med Malena Belafonte. (Foto: Mogens Flindt)
– Vi begyndte ’Vild med dans’ sammen, og vi afslutter ’Vild med dans’ sammen. Der skal ikke findes nogen stand-in til finalen.

Silas Holst er ikke bare professionel danser – han er en sej, professionel danser, så intet må stå i vejen for, at han fredag kan fuldføre ’Vild med dans’-projektet med Malena Belafonte.

Lidt svært at træne
Frygten, for at finalen hang i en tynd tråd, gennemsyrede ellers træningslokalet mandag, da Silas fik et hold i ryggen under et løft i parrets freestyle-dans.

– Han befinder sig skiftevis i en situation, hvor han ligger uklar og sejlende hen på grund af de stærke piller, eller også er han i et smertehelvede. Det gør det lidt svært at træne, for medicinen gør ham så ulden, at han ikke rigtig kan tænke, forklarer Malena.

Da Ekstra Bladet i går talte med hende, lå Silas på en seng ved siden af og ’talte med’. Han var træt og smadret, fordi han netop havde fået en blokade.

Smertehelvede
Dansere er vant til skader. Derfor bed Silas smerterne i sig og ventede helt til onsdag med at komme under behandling.

Han har også nægtet at søge kiropraktorhjælp, fordi en kiropraktor ville forlange, at han lagde sig ned og plejede sit helbred i stedet for at styrte rundt på et dansegulv.

– Jeg har hele dagen befundet mig i en venteposition. Hver gang Silas mærker, at ryggen er følelsesløs, og han samtidig kan få hjernen til at fokusere på trods af de stærke smertepiller, så træner vi. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men det er sådan, vi må gøre det.

Hverken Silas eller Malena er i tvivl om, at det nok skal gå. De vil gennemføre, og de vil også præstere en spektakulær koreografi.

Ekstrem freestyle
– Vores freestyle skal være vild, og derfor har vi prøvet en masse ekstreme ting af for at se, hvordan de ville virke. Og selvfølgelig var det under et af disse løft, at Silas kom til skade, siger Malena.

Fredag aften kan seerne forvisse sig om, hvorvidt det er lykkedes at blive færdige med træningen til cha-cha-chaen, freestylen og deres favoritstandarddans.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!