Færre DR-chefer skal komme brugerne til gode

DR skærer i antallet af chefer. De fyrede chefer skal indgå i produktionen - og det kommer seere, lyttere og brugere af DR til gode, siger generaldirektør Kenneth Plummer

DR's generalsekretær Kenneth Plummer. (Foto: Lars Krabbe)
DR's generalsekretær Kenneth Plummer. (Foto: Lars Krabbe)

DR skal af med 20 procent af deres chefer svarende til 40 stillinger. Cheferne fyres ikke - de skal derimod være med til at producere til DRs seere, lyttere og andre brugere.

Det slår generaldirektør Kenneth Plummer fast.

- Den her proces handler først og fremmest om at styrke indholdsproduktionen i DR ved at give den en stærkere rolle i DRs produktion og i bestyrelsesarbejdet, siger generaldirektøren.

Rammer ikke menige medarbejdere
Plummer afviser, at der er tale om en sparerunde i DR.

- Det er klart, at det på den lange bane kommer til at give nogle besparelser, og det kommer vi til at bruge på programmer. Men det her er ikke en sparerunde. Det er ikke noget, der rammer menige medarbejdere på nogen måde, siger han.

Stillingen som direktør for DR Programproduktion nedlægges, og den hidtidige direktør her Mette Bock forlader DR.

Fire nye direktørområder
Der oprettes fire nye direktørområder: DR Nyheder, DR Danmark, DR Oplysning og DR Kultur. Og det betyder ifølge generaldirektøren et stærkere fokus på indhold.

- Det kommer forhåbentligt til at give sig udslag i endnu bedre programmer. Vi har de seneste år haft meget fokus på at bygge, at få styr på økonomien og får styr på de strategiske pejlemærker. Det har vi styr på nu - og nu kan vi bruge al vores energi på at fokusere på indhold, siger Kenneth Plummer.

Det forventes, at de fire nye direktører er på plads ved årsskiftet. Indtil da vil Kenneth Plummer stå i spidsen for Oplysning og Kultur, mens DRs nyhedschef Ulrik Haagerup vil være konstitueret direktør for Nyheder og DR Jyllands direktør Inger Bach for Danmark.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere