QTV: 'Aldrig hjem til mor igen'

Khadije Nasser fik som 9-årig at vide, at hun aldrig skulle se sin mor igen. Faren ville ikke lade hende komme hjem fra Libanon. Hør hendes historie i QTV i aften

Khadije Nasser blev genforenet med sin mor efter 10 måneder i Libanon. Hendes far ville ikke lade hende komme hjem fra ferie hos ham. I aften fortæller hun sin historie til Pernille Aalund i QTV. (Foto: Carsten Andersen/Kanal 4)
Khadije Nasser blev genforenet med sin mor efter 10 måneder i Libanon. Hendes far ville ikke lade hende komme hjem fra ferie hos ham. I aften fortæller hun sin historie til Pernille Aalund i QTV. (Foto: Carsten Andersen/Kanal 4)

'I skal ikke hjem igen. I skal blive her for altid'.

Sådan var beskeden til 9-årige Khadije Nasser og hendes to søskende. De var på ferie hos deres far i Libanon. Men et par dage inden, de skulle vende hjem til moren i Danmark, gik det op for dem, at faren ikke havde tænkt sig at lade de tre søskende vende hjem.

Stolede på faren
– Vi kunne ikke forstå det. Vi græd hele tiden, og savnede vores mor, fortæller Khadije Nasser, der i dag er 20 år og studerer antropologi.

Forældrenes skilsmisse tre år tidligere var ellers forløbet uproblematisk, og Khadijes libanesiske far havde tidligere haft sine børn med på ferie i hjemlandet. Dog kun et barn ad gangen.

– Min mor blev lidt bekymret, da han ville have os alle tre derned. Men hun stolede på ham, fortæller Khadije.

Ringede til mor i smug
Khadije og hendes søskende blev sendt i libanesisk skole. Deres arabiske var dengang ikke så godt, og det var svært at klare sig i den nye skole.

– Jeg ville bare gerne hjem til Danmark igen. Men vi tilpassede os også de nye forhold, og på en måde blev det hverdag dernede, siger hun.

Khadijes ét år ældre søster huskede morens telefonnummer i Danmark, og børnene fik lov at låne den lokale kioskejers telefon.

– Han havde ondt af os, og vi fik lov at låne hans telefon i hemmelighed. Så et par gange om ugen snakkede vi med vores mor i telefonen, på vej hjem fra skole.

Arrangerede bortførelse
Khadijes mor i Danmark arrangerede en 'bortførelse' af hendes børn.

– Vi fik at vide dagen i forvejen, at vi ville blive 'bortført', så vi kunne komme hjem til vores mor igen. Der ville komme en bil efter skole, og den skulle vi hoppe ind i. Det gjorde vi så, fortæller Khadije om den måde hvorpå hun kom hjem til Danmark og sin mor igen, efter 10 måneder i Libanon.

'Jeg forstår min far'
Selvom Khadije og hendes søskende blev tilbageholdt i Libanon af deres far, hader hun ham ikke i dag.

– Egentlig forstår jeg godt, hvorfor han gjorde det. Han havde det ikke godt i Danmark, og ville tilbage til det land han kom fra. Og selvfølgelig ville han gerne have sine elskede børn hos sig, siger hun. Hun har besøgt faren en enkelt gang siden, men ellers har de ikke meget kontakt i dag.

Se Khadije Nassers historie, og andre der har børnebortførelse tæt inde på livet, i aftenens afsnit af QTV: ' Mit barn er bortført', på kanal 4 kl 22.00.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere