Sarah Lund får hjælp af Rejseholdet

Virkelighedens kriminalkommissær, Kurt Kragh, giver Sarah Lund og Strange en hjælpende hånd i jagten på morderen

I aftenens afsnit af 'Forbrydelsen' forsøger Strange - Mikael Birkkjær - at tale Lund - Sofie Gråbøl - fra hendes projekt omkring den faldne Per K. Møller. (Foto: Tine Harden, DR)
I aftenens afsnit af 'Forbrydelsen' forsøger Strange - Mikael Birkkjær - at tale Lund - Sofie Gråbøl - fra hendes projekt omkring den faldne Per K. Møller. (Foto: Tine Harden, DR)

Søndag efter søndag sidder danskerne klinet til skærmen for at følge endnu et afsnit af ’Forbrydelsen 2’ på DR1. Vi analyserer, gætter og leger efterforskere, mens dramaet foregår.

Ekstra Bladet har fået en drabsefterforsker til at se serien med en efterforskers briller på. Den erfarne Kurt Kragh fra Rejseholdet gav også i den første sæson sit bud på gerningsmanden i Ekstra Bladet – og dengang gættede han rigtigt.

– Jeg synes, det er en spændende serie, men denne gang er det ikke helt så let at følge med i det store persongalleri og dermed heller ikke helt så let at komme med et bud på, hvem morderen er, siger Kurt Kragh.

Han er dog overbevist om, at vi allerede har mødt morderen, og at det snart vil stå mere klart, hvem han eller hun er.

Flere gerningsmænd
– Jeg tror faktisk, der er tale om flere gerningsmænd. Der kan også være en bagmand, som har fået nogle andre til at føre drabene ud i livet, siger Kurt Kragh, der mener, seriens første drab er det vigtigste. Og at det er her, vi kan finde flest spor:

– I sådanne sager har gerningsmanden ikke tænkt det første drab ordentligt igennem, og han kan derfor efterlade afslørende spor.

I ’Forbrydelsen’ er det kommet frem, at der muligvis er sket en massakre på civile i Afghanistan. Måske er det den viden, der har kostet dem livet. Men Kurt Kragh tror ikke, ofrene selv vidste, at deres viden var sprængfarlig;

– Det politiske motiv kunne være en massakre i Afghanistan. Hvem har behov for, at hele sandheden ikke kommer frem? Kunne det være en politiker?

At det skulle være fundamentalistiske islamister, der står bag drabene, det tror Kurt Kragh til gengæld slet ikke på.

– Så ville Anne Dragsholm f.eks. have fået skåret halsen over for åben skærm. Det er den normale aflivningsmetode.

Vrid armen rundt på PET
Hvis Kurt Kragh i virkelighedens verden stod med en sag af denne kaliber, så ville han straks vride armen rundt på PET for at få alle de oplysninger, politiet har brug for i deres efterforskning. Desuden ville der være mindst ti efterforskere på sagen, og ikke blot de to, der er i ’Forbrydelsen’.

– Man ville gennemgå auditørrapporten, sende folk til Afghanistan og i det hele taget lede efter det virkelige motiv. Lige nu er det spredt i alle retninger.

1 af 2 I virkelighedens verden har Kurt Kragh i årevis efterforsket drab - siden 1983 hos det legendariske Rigspolitiets Rejsehold. (Foto: Kristian Linnemann)
2 af 2 I aftenens afsnit af 'Forbrydelsen' forsøger Strange - Mikael Birkkjær - at tale Lund - Sofie Gråbøl - fra hendes projekt omkring den faldne Per K. Møller. (Foto: Tine Harden, DR)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!