X Factor: Linda er slet ikke amatør

Linda Andrews, der i fredags blev kåret til vinder af 'X Factor 2009', har medvirket på en række albums og har endda også udgivet sit eget i 2008

Linda fik flest stemmer af 'X Factor'-seerne - der dog ikke fik at vide, at hun tidligere har medvirket på plader med blandt andre Carola, Johnny Logan, Blå Øjne og DJ Alligator. (Foto: Mogens Flindt)
Linda fik flest stemmer af 'X Factor'-seerne - der dog ikke fik at vide, at hun tidligere har medvirket på plader med blandt andre Carola, Johnny Logan, Blå Øjne og DJ Alligator. (Foto: Mogens Flindt)

I måneder har millioner af 'X Factor'-seere troet, at de fulgte en konkurrence, hvor sangglade amatører dystede om berømmelse, ære og en lukrativ pladekontrakt. Og det har i hvert fald også to af dommerne troet på, nemlig Remee og Thomas Blachman.

Men nu viser det sig, at Linda Andrews, der i fredags blev kåret som 'X Factor'-vinder, har medvirket på adskillige albums med blandt andre de internationale Melodi Grand Prix-veteraner Carola og Johnny Logan samt danske Blå Øjne og DJ Alligator. Linda har endda udgivet en soloplade i 2008.

Det kommer som en stor overraskelse for 'X Factor'-dommer Remee, der har knoklet gennem flere måneder – og bedt sine deltagere om at gøre det samme. Men hvis Remee troede, at hans slid med de glade amatører i Tårnhøj, Asien Sensation og Alien Beat Club var på lige vilkår, tog han fejl.

Da Alien Beat Club blev slået i finalen af den færøske sangfugl Linda, mødte de ikke bare deres overkvinde. De mødte også en sangerinde med masser af professionel erfaring fra blandt andet tv-shows i bagagen.

– Det vidste jeg intet om, siger Remee, da Ekstra Bladet overbringer ham nyheden om Lindas baggrund, som DR ikke fandt plads til at fortælle hverken ham, seerne eller hans meddommer Thomas Blachman om.

– Så er 'X Factor' en konkurrence for amatører eller professionelle sangere?

– Jeg kender ikke reglerne, og vil egentlig ikke spekulere på, hvad der er etisk korrekt. Der er mange ting, der har været spøjse. Det kunne jeg skrive en hel bog om, siger Remee.

– Den bedste historie at fortælle er jo, at her er en række amatører, der kommer ud af ingenting, derfor har DR holdt disse oplysninger tæt ind til kroppen. Havde offentligheden kendt til det her, er jeg sikker på, at hun havde været mindre populær. Det er helt klart tankevækkende, siger Henrik Marstal, musiker, forfatter og ph.d. i musikvidenskab til Børsen.

Blachman: Skideligeglad
Men det er altså ikke bare de mange tv-seere, der er blevet snydt for historien om Lindas professionelle fortid. Hverken Remee eller den skaldede tredjedel af dommertrioen, Thomas Blachman, kendte til Lindas pladeudgivelse:

– Det var jeg ikke klar over. Men jeg opsøger normalt heller ikke den slags plader, kan man sige. Men jeg er ikke blevet briefet om det. Jeg vidste ikke, at Linda før har udgivet en plade, lyder det fra Blachman, der måtte se sin amatør Mohamed ryge ud som nummer tre.

Thomas Blachman erklærer sig 'skide ligeglad' med, om Linda er amatør eller professionel, og fokuserer på, hvad der blev leveret på scenen.

– Jeg kan ikke stille spørgsmålstegn ved DR's troværdighed, lyder den kortfattede kommentar.

Det vil Anne Jerslev, professor i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet, til gengæld gerne. Hun er bekymret for DR's troværdighed.

– Jeg vil ikke sige, det er snyd, men der er helt klart en grænse for, hvor langt man kan gå for at fastholde troværdigheden i et reality-program, siger hun til Børsen.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Linda, der i øjeblikket fejres på Færøerne, eller hendes mentor i programmet, Lina Rafn.

Læs DR's reaktion på beskyldningerne i artiklen 'X Factor-redaktør: Det er ligegyldigt' her i artiklen.

1 af 3 - Der er mange ting, der har været spøjse, siger Remee, der ikke har helt styr på 'X Factor'-reglerne. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
2 af 3 Thomas Blachmans deltager Mohamed måtte nøjes med en tredjeplads i fredags. (Foto: Mogens Flindt)
3 af 3 Linda fik flest stemmer af 'X Factor'-seerne - der dog ikke fik at vide, at hun tidligere har medvirket på plader med blandt andre Carola, Johnny Logan, Blå Øjne og DJ Alligator. (Foto: Mogens Flindt)
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen