DR sælger tv-serien Borgen til USA

DR har solgt dramaserien Borgen til amerikanske Link TV, som kan ses i 33 millioner amerikanske hjem

DR-serien 'Borgen' er solgt til USA(Pressefoto)
DR-serien 'Borgen' er solgt til USA(Pressefoto)

Nu har amerikanerne også udsigt til at kunne følge det politiske liv på Borgen og høre om statsminister Birgitte Nyborgs ægteskabelige problemer.

Den amerikanske tv-station Link TV, der kan ses i 33 millioner amerikanske hjem, har netop skrevet kontrakt med DR om at vise første sæson af dramaserien Borgen, hvor Sidse Babett Knudsen har hovedrollen som dansk statsminister.

Amerikanerne får de danske skuespillere præsenteret på skærmen med dansk tale og med undertekster - og det er helt usædvanligt, forklarer chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø.

- Jeg mener ikke, at DR tidligere har solgt en hel dramaserie til USA med dansk tale. Normalt er de mest glade for at lave såkaldte 'remakes', siger chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø.

Det er blandt andet sket med dramaserien Forbrydelsen, som netop har haft premiere i en amerikansk udgave.

Sverige, Finland og Norge har allerede vist Borgen, og DR har ligeledes solgt serien til den fransk-tyske kulturkanal ARTE og til kanaler i henholdsvis Letland og Island.

Borgen kommer endnu mere i rampelyset i denne uge, hvor serien er nomineret til en 'Guldnymfe' i kategorien 'Bedste dramaserie' ved Monte Carlo tv-festivalen i Monaco.

Samtidig er Sidse Babett Knudsen nomineret som 'Bedste skuespillerinde'.

DR har gennem flere år solgt dokumentarer til Link TV. Link TV har blandt andet et mål om at give seerne et globalt perspektiv på nyhederne og på kulturdækningen, ligesom den også viser internationale dramaserier.

0 kommentarer
Vis kommentarer