Ung mor skyder med skarpt mod tv-selskab

Først fik hun fjernet sit barn - nu beskylder den unge mor Dea Louise selskabet bag 'De Unge Mødre' for at have lokket sig ud i problemerne

Dea Louise Bergstrøm og hendes kæreste Rasmus fra ' De unge mødre ' trak overskrifter, da parrets datter, Rosa, blev tvangsfjernet fire timer efter fødslen i marts.

I dag har realitystjernerne fra Kanal 4-succesen stadig ikke fået Rosa hjem.

Deres optræden i det udskældte program er afsluttet, men selv om det unge par ikke fortryder deltagelsen, erkender de, at det ikke ligefrem har gavnet deres sag at vise deres dengang møgbeskidte lejlighed frem for åben skærm.

Det har nok skadet os
- Vi meldte os for at vise, at man kunne gå fra at have en lejlighed, der ligner en losseplads, til at have et normalt hjem i de ni måneder, en graviditet varer.

- Det budskab føler vi, at vi kom ud med - selv om vi må erkende, at vi arbejdede lidt langsomt. Det skyldes også, at produktionsselskabet, Sand TV, bad os om at tage det stille og roligt, så de kunne følge udviklingen.

LÆS OGSÅ: Dea Louises håb bristet

- Vi blev bedt om ikke at gøre for meget; vi skulle selvfølgelig vaske op og den slags - men der måtte godt stå lidt rod, så seerne kunne se, at vi var i gang med noget.

Vi tog måske beskeden lidt for bogstaveligt, men havde de ikke sagt sådan, så var vi meget tidligere blevet helt færdige med at gøre lejligheden ren.

- Det har nok skadet os i forhold til kommunen, fordi vi kom til at holde for meget igen, konstaterer det unge par, da Ekstra Bladet besøger dem i den 130 kvadratmeter store lejlighed i Farum.

Ville aldrig svine nogen til
Her er stadig godt rodet i den store stue. Men der er langt til de tilstande, som gjorde, at kritikken haglede ned over Dea Louise og Rasmus, efter de havde vist lejligheden frem på tv:

- Jeg kan godt forstå, at folk hidsede sig op over det afsnit. Havde jeg set det hjem, vi havde dengang, i fjernsynet, ville jeg nok også have kritiseret det. '

FUPPER SEERNE: 'Flødebolle' snød sig på tv

- Men jeg ville aldrig have svinet nogen til på Facebook eller i et debatforum på nettet. Folk ser kun fem-ti minutter og dømmer ud fra det - de burde se alle udsendelserne, siger Louise.

Alligevel er hun og Rasmus ikke helt afvisende over for et comeback i ' De Unge Mødre ': - Vi overvejer plusser og minusser. Det var en oplevelse at være med, men kritikken, der fulgte med, var ikke rar, og den gider vi ikke høre på, siger parret.

Sand TV: Vi bad dem ikke om det
Redaktionschef på ' De Unge Mødre ' Tinnus Sørensen fra Sand TV afviser, at tv-holdet skulle have bedt Dea Louise og Rasmus om at sænke tempoet, da de gik i gang med at gøre deres lejlighed ren:

- Det er simpelthen ikke rigtigt. Vi har på intet tidspunkt bedt dem om at sænke tempoet og aldrig bedt dem om at gøre noget langsommere, end de selv har planlagt, siger hun til Ekstra Bladet.

- Hvorfor tror du, at Dea Louise og Rasmus har fået det indtryk?

- Det eneste, jeg kan forestille mig, er, at hvis de har ringet til os og sagt ' i næste uge har vi fået en af vores mødre til at komme og hjælpe med at gøre rent' - så har vi svaret, at vi gerne ville komme og filme det.

- Her kan en tilrettelægger have sagt, at de ikke skulle rydde op før den dag. Eller at de skal ringe til os, hvis de går i gang med at rydde op, så vi kan filme det.

Overordnet har vi ikke haft en plan om, at projektet skulle gå langsommere - det har virkelig ikke været vores plan, siger Tinnus Sørensen til Ekstra Bladet Søndag.

0 kommentarer
Vis kommentarer