X Factors mirakel-massør

Bengt Valentino Andersen kan få Remee til at brøle som en løve og græde som et spædbarn, når han tager fat. Massøren tager sig kærligt af showets indvolverede

Bengt Valentino Andersen i gang med at behandle Ekstra Bladets journalist Annelise Pedersen, som ligger kun iført trusser under tæppet. En efter en bliver de forskellige legemsdele behandlet med massage og ledbøjninger. Her er det nakken og ansigtet, der får en tur. (Foto: Anthon Unger)
Bengt Valentino Andersen i gang med at behandle Ekstra Bladets journalist Annelise Pedersen, som ligger kun iført trusser under tæppet. En efter en bliver de forskellige legemsdele behandlet med massage og ledbøjninger. Her er det nakken og ansigtet, der får en tur. (Foto: Anthon Unger)

Samtlige dommere i 'X Factor', Remee, Lina og Blachman, og samtlige deltagere, der var på scenen fredag aften, er løbende blevet behandlet af ham med dybtgående massage.

Han får deltagerne til at stresse af og åbne op for en masse gemte ressourcer og følelser i kroppen, når hans hænder går i dybden. Han er så efterspurgt, at der er seks års ventetid på at få en tid hos ham. 'X Factor'-deltagerne og -dommerne har han behandlet i 'sin fritid'.

Lucas stemmelæber var blokeret efter et gammel cykelstyrt. Det fik han løsnet op. Patricia fra Alien Beat Club er sluppet af med sin astma.

– Og Remee var så hårdt presset under sidste års 'X Factor', at han var helt i knæ. Han har virkelig taget imod behandlingen. Også nogle af de ting, jeg har sagt til ham, selv om de var meget stødende og hårde. Han har udviklet sig helt fantastisk og udviser stort mod, siger Bengt Valentino Andersen, der arbejder både med det fysiske og psykiske i kroppen.

Brøler og skriger
Klienterne brøler og skriger i behandlingsrummene på 1. sal i Pilestræde i København, hvor hans og faderens firma, Body SDS, har en filial. Halvdelen af klienterne kommer med deciderede sygdomme og skavanker. Mange har været opgivet af det etablerede sundhedssystem. Den resterende halvdel kommer for at blive stresset af.

Det gør jeg også selv. Efter 40 år ved tasterne med uafbrudt arbejde som journalist, er jeg spændt i hele kroppen. Selv anede jeg ikke, hvor slemt det står til. Men det mærker jeg på briksen.

Kun iført trusser ligger jeg på ryggen dækket af et tæppe. Bengt Valentino Andersen går i gang med en behandling. Sammen med sin far, Ole Kåre Føli, der bl.a. har behandlet Bjarne Riis' cykelhold og New York City Ballet, driver han firmaet Body SDS i Karlslunde og i Pilestræde i København, hvor der også uddannes nye terapeuter gennem en treårig uddannelse.

Far og søn arbejder med specielle massageteknikker, pulseringer og ledfrigørelse, som er udviklet af Bengts farfar.

Der er skofri zone. Skoene sættes i stueetagen, og så smutter man ovenpå til venteværelset. Overalt hænger der gamle smukke malerier. Også i behandlingsrummene.

Bengt Valentino Andersen går på jagt i min krop og stresser den af. Det gør djævlens ondt. Men føles også rigtig godt.

Den er helt gal
Bengt Valentino Andersen finder, at jeg lider af kredsløbsforstyrrelser og voldsomme spændinger i hele kroppen, der bl.a. gør, at mit bryst er meget stift. Desuden har jeg et sammenfald i ryggen mellem skulderbladene, som løsnes. Også nakkehvirvlerne får en tur, så jeg nu næsten kan dreje hovedet om på ryggen.

Under behandlingen laver jeg dybe åndedrætsøvelser, og jeg får at vide, at jeg har en masse ressourcer fra min mor, som jeg ikke bruger. Det har jeg tænkt meget over.

'X Factor'-deltagerne har fået en lignende tur.

– De har været igennem eksplosiv udvikling. Det så man også i aftes. De har alle sprængt nogle rammer og er kommet meget tættere på deres personlighed. Ligeledes har jeg coachet dem og lært dem at håndtere stress, så de ikke skal tage kritik for personligt, men bruge det positivt, siger Bengt Valentino Andersen.

1 af 3 Remee er en stor fortaler for Bengt Valentino Andersen. Under sidste års 'X Factor' var han ved at gå ned med stress, da han første gang fik en behandling, så han tudbrølede. Nu har han fået hele 'X Factor'-holdet i behandling hos Bengt. (Foto: Jakob Jørgensen)
2 af 3 Alien Beat Club har alle været under Bengts magiske hænder og coach. Patricia er sluppet af med sin astma og Marcel er vokset 10 centimeter i selvtillid. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
3 af 3 Bengt Valentino Andersen i gang med at behandle Ekstra Bladets journalist Annelise Pedersen, som ligger kun iført trusser under tæppet. En efter en bliver de forskellige legemsdele behandlet med massage og ledbøjninger. Her er det nakken og ansigtet, der får en tur. (Foto: Anthon Unger)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere