'X Factor'-deltager har kronisk kræft

18-årige Maj fra Struer deltager i aften i 'X Factor', og hun forstår, hvad det betyder at kæmpe for livet. Hun er nemlig ramt af en meget sjælden kræftsygdom

Maj Johansson fik sin fysiske vækst stoppet af kemobehandlinger mod en sjælden kræft-sygdom. (Foto: Rene Schütze)
Maj Johansson fik sin fysiske vækst stoppet af kemobehandlinger mod en sjælden kræft-sygdom. (Foto: Rene Schütze)

Når seerne i aften tænder for fjernsynet og får deres ugentlig skud af succesprogrammet 'X Factor', venter der en følelsesmæssig udfordring, når Maj fra Struer toner frem på skærmen.

18-årige Maj Elly Estrup Johansson deltager i audition i Århus, og det både starter og slutter med tårer og tænders gnidsel fra Struer-pigen, der så gerne vil gøre et godt indtryk på dommer-trioen.

Hvordan det går, skal vi ikke røbe her, men historien om ukuelige Majs svære liv kan få tårekanalerne til at løbe på en stenstøtte.

– Det startede med, at jeg blev født, fortæller Maj i telefonen med en undertone, der indikerer, at herefter gik alt galt.

Kronisk kræft
Et halvt år gammel fik hun konstateret en sjælden sygdom – faktisk så sjælden, at lægerne på Århus Sygehus måtte ringe til specialister i London for at få at vide, hvad hun fejlede.

– Vi kalder det kræft, for det er det nemmeste, og den behandles med kemoterapi, som var det leukæmi. Men egentlig hedder sygdommen – og hold nu godt fast – langerhans celle-histiocytose. Det er en kronisk sygdom, men lægerne aner ikke, hvorfor den opstår. Den er ikke arvelig og rammer kun en eller to eller slet ingen i Danmark om året, fortæller Majs far, Torben Johansson.

Maj ved at, at sygdommen aldrig forsvinder.

– Sygdommen sidder stadig i hele kroppen på nær i de indre organer – nyren, leveren, lungerne og hjertet. Den går aldrig væk, men heldigvis er den ikke i udbrud. Jeg er dog fuldt bevidst om, at det kan den komme igen, siger Maj Johansson.

– Hvordan er det at gå og tænke på det?

– Jeg lever så normalt som andre og prøver ikke at tænke så meget på det.

Blev mobbet i skolen
Frem til skolealderen modtog Maj kemobehandlinger på hospitalet i Århus, og der var tale om så kraftige stråler, at hendes fysiske vækst stoppede. Som konsekvens heraf var hun lille af sin alder – og et oplagt offer for mobning af de øvrige elever.

– Børn og unge kan være mærkelige, siger Maj uden at overdrive, men også uden at gå i detaljer med de metoder, hun blev udsat for.

Hun skiftede skole, uden at det formindskede drillerierne, og i niende klasse forlod hun skolen, efter at de såkaldte kammerater flere gange var begyndt at pille ved hendes scooter.

– Så måtte jeg jo forsvare mig.

– Hvad gjorde du?

– Det er svært at tale om nu, svarer Maj og undertrykker gråden.

Til sommer er hun færdig på Social- og Sundhedsskolen, og hun har accepteret, at hun aldrig bliver en høj pige. Hver aften skal hun sprøjte sig med et væksthormon, der samtidig forstærker hendes immunforsvar.

– Hvor høj er du?

– 1,59 og en halv. Jeg tror ikke, at jeg bliver højere.

– Bare rolig, Kylie Minogue er ikke højere ...

– Ha ha, det er godt at høre.

Maj bor stadig hjemme hos forældrene, der er hhv. stationsbetjent og lokomotiv-fører. Hun er ved at tage en uddannelse, men den får lov til at passe sig selv, hvis hendes store drøm går i opfyldelse.

– Jeg har altid gerne ville synge – og jeg ved, at jeg kan. Nogen skal bare opdage det.

1 af 2 Der bliver trukket hårdt på følelserne, når Maj er inde hos dommerne. (Foto: DR)
2 af 2 Maj Johansson fik sin fysiske vækst stoppet af kemobehandlinger mod en sjælden kræft-sygdom. (Foto: Rene Schütze)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen