Årets Robinson-vinder er fundet

... Men du må vente med at se, hvem det er, til mandag aften. Læs mere om de fire finalister her

Nu stopper legen! Alle kneb gælder i det sidste afsnit årets Robinson. (Foto: TV3/Bo Leihof)
Nu stopper legen! Alle kneb gælder i det sidste afsnit årets Robinson. (Foto: TV3/Bo Leihof)

Nu nærmer afslutningen af årets Robinson Ekspedition sig. Fire deltagere er tilbage, og på mandag bliver det afgjort, hvem af dem der bliver en halv million kroner rigere og kan bryste sig med titlen 'Årets Robinson 2008'.

Alle muligheder er åbne. Konkurrencerne i finalen og skæbnens spil gør, at ingen kan føle sig sikker.

Og i år er det desuden de udstemte deltagere, som udgør Robinson-juryen, der skal afgøre, hvem der til allersidst står tilbage som vinder.

Bliver det mon Emil?
Emil har lige fra ekspeditionens start vist sig som ualmindelig stærk. Der skulle gå mange afsnit, før han prøvede at tabe en konkurrence, og ligegyldigt hvilket hold han blev kastet ind på, viste han sig at være et stærkt kort.

Men denne status af alfahan har også givet ham mange fjender igennem spillet, og han har være nødt til at vogte sin ryg fra først til sidst.

Eller bliver det Hilde?
Den stærkt tatoverede norske bodybuilder-babe har vist sig som en standhaftig spiller, der ikke giver op så let. Hun skylder Emil sit 'liv', da han mindst en gang har reddet hende fra sikker udstemning, men har også fungeret som taktisk forstærkning for hans planer langt hen ad vejen.

Hendes kontante attitude har dog også til tider gjort hende upopulær – blandt andet hendes udtalelser om, at religion er en sovepude for svage mennesker, faldt ikke i god jord hos alle deltagere.

Det kunne også blive Martin
Den mildest talt alternative spiller, som ingen på noget tidspunkt rigtigt har vidst, hvor de havde. I krigstid var der næppe blevet set med milde øjne på en mand, der skifter side så ofte of hurtigt som Martin.

Men allright – han er ikke i ekspeditionen for at få nye venner, som han siger. Han har fået skudt i skoene, at han lugtede, mange af hans medspillere har fundet ham underlig og irriterende, og han blev valgt sidst, da Jan og Emil skulle danne nye hold halvvejs i ekspeditionen.

Men med sit imponerende talent for pendul-diplomati er det lykkedes ham at blive i ekspeditionen helt til sidste program.

Eller måske Daniela
Mange vil måske mene at ekspeditionens yngste deltager, Daniela, har kørt lidt på frihjul. Hun har ikke rigtigt vundet noget, og har ikke rigtigt gjort så meget andet for ekspeditionen, end at dehydrere, tiltrække størstedelen af myggebestanden i sydøstasien og ellers sidde og se mut ud. Nåh jo, hun udviste på et tidspunkt et exceptionelt talent for at guffe pølser i sig foran sine sultne holdkammerater.

Til gengæld bliver hun nok anset for at være rimeligt uskadelig af de fleste andre deltagere.

Hvem tror du vinder?

Stem til højre for artiklen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere