Forbrydelsen-forfatter forventer intet

Nomineret: Efter skuffelsen i fjor tør Søren Sveistrup ikke tro på, at ’Forbrydelsen’ vinder den prestigefyldte Emmy-pris i år

Manuskriptforfatter Søren Sveistrup er pligtskyldigt draget til New York, hvor 'Forbrydelsen'  er nomineret til en Emmy, men han har ingen illusioner om at løbe med en pris i år. (Foto: Linda Johansen)
Manuskriptforfatter Søren Sveistrup er pligtskyldigt draget til New York, hvor 'Forbrydelsen' er nomineret til en Emmy, men han har ingen illusioner om at løbe med en pris i år. (Foto: Linda Johansen)
NEW YORK (Ekstra Bladet): Sidste år lykkedes det ikke ’Forbrydelsen’ at vinde den prestigefyldte International Emmy Award, men i nat er der en ny chance, for at serien kan skrive sig ind i den danske tv-historie.

Anden halvdel af DR-succesens første sæson er nomineret til en Emmy for ’Bedste Dramaserie’, mens Sofie Gråbøls præstation som opdageren Sarah Lund kan kaste en statuette i kategorien ’Bedste Kvindelige Hovedrolleindehaver’ af sig.

Det var hat og briller
– Det var en kanon-nedtur, at vi ikke vandt sidste år. Jeg syntes, det var hat og briller, at vi ikke fik den statuette. Derfor har jeg ingen forventninger til noget som helst i år, konstaterer manden bag ’Forbrydelsen’, Søren Sveistrup, da Ekstra Bladet møder ham i New York før showet.

Mest af alt kredser manuskriptforfatterens tanker omkring anden sæson af den serie, der samlede 2,2 mio. danskere foran tv-skærmen.

Optager ’Forbrydelsen 2’
Skriveprocessen gik i gang i januar, og i oktober startede optagelserne til ’Forbrydelsen 2’:

– Sofie Gråbøl er med igen, og der er også gensyn med et par af de andre karakterer fra første sæson. Denne gang er ’Forbrydelsen’ er handlingen mere national, og vi er rykket indenfor på Christiansborg, afslører Søren Sveistrup.

– Historien er mere ambitiøs end i første sæson. Der er mange lag, historier, plots og rigtig mange medvirkende, fortæller forfatteren, der prøver ikke at lade sig gå på af de store forventninger:

– Jeg kan godt mærke presset, men prøver at undgå at fokusere på det for ikke at blive skør i bolden.

Arbejdsnarkoman
Når der i september 2009 blændes op for anden sæson af ’Forbrydelsen’, har Søren Sveistrup levet og åndet med serien i fem år:

– Det har været benhårdt arbejde og har slidt på en masse mennesker, jeg holder af. Min kone og jeg har en søn på to år, og hun er gravid med vores andet barn. Det har været sundt for mig at få en familie, som kræver min opmærksomhed. Jeg er arbejdsnarkoman, men har lært at lade været med at sidde og knokle med noget i 24 timer, siger manuskriptforfatteren, der måske snart kan se sit værk på engelsk:

– Vi er netop blevet kontaktet af en canadisk producent, der gerne vil lave en engelsksproget version af ’Forbrydelsen’.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere