Pyrus køber sgu da selv underhylere

- Fuck bløde pakker, siger Jan 'Pyrus' Linnebjerg, der hellere vil have en Lamborghini. Paprika Steen kan godt nøjes med en Fiat. Se flere ønsker fra TV 2's kalenderstjerner her

Der er ikke nogen, der skal give Jan Linnebjerg underhylere i julegave. En lækker bil derimod... (Foto: Jesper Stormly Hansen)
Der er ikke nogen, der skal give Jan Linnebjerg underhylere i julegave. En lækker bil derimod... (Foto: Jesper Stormly Hansen)

Årets julekalender på TV 2 handler om penge - og vel at mærke mange af dem!

Hovedpersonen i 'Mikkel og Guldkortet', som ikke overraskende hedder Mikkel, redder en nisse fra en bidsk hund, og i nisseverdenen betyder det, at man kan få sit højeste ønske opfyldt.

Mikkels familie har udsigt til en sparejul, og derfor er Mikkel ikke i tvivl: Han ønsker at kunne købe ALT i hele verden.

Fred på jorden - og en Fiat
ekstrabladet.dk har leget med tanken og spurgt skuespillerne i julekalenderen, hvad de ville købe og til hvem, hvis de fik den mulighed. Og det var noget, der kunne få både det gode og det onde frem i dem.

- Mit gode hjerte vil købe noget rent vand til nogle mennesker rundt om i verden. Og med mit onde hjerte ville det nok blive en Lamborghini til mig selv, lyder svaret fra Jan Linnebjerg, der har smidt Pyrus-huen og i denne julekalender blot optræder som skolelærer.

Også Paprika Steen bliver splittet i to forskellige personligheder ved udsigten til de mange penge.

- Fred på jorden, vand til alle. Tag over hovedet til alle og mad til alle, er hendes politisk korrekte svar, men kort efter må også hun krybe til korset.

- Jeg er shopaholic, men jeg er ikke materialistisk. Jeg køber en masse lort, og så giver jeg det væk. Men jeg kunne godt tænke mig et sommerhus og en ekstra bil. Jeg er ligeglad, om det er en Lamborghini. Fiat er fint, lyder hendes 'ydmyge' ønsker.

Fuck bløde pakker
I det hele taget er der ikke meget ydmygt over julekalenderstjernerne, når det kommer til pakker. De bliver næsten som børn igen, når talen falder på det, der skal ligge under juletræet.

- Du skal ikke have nogen problemer i overvejelserne, om du skal give mig hårde eller bløde pakker. Bare du giver mig en pakke, så er det fint med mig, siger Michael Carøe.

Den holdning deler Jan Linnebjerg langt fra.

- Fuck bløde pakker, jeg kan sgu da selv købe mine underhylere, siger han - og også når det gælder størrelsen, er han som en femårig.

- Jo sværere de er at få ind under juletræet, jo federe, mener han.

Så er det noget andet med Paprika Steen. Hun vil faktisk helst slet ikke have gaver, og det er der en helt anden grund til.

- Jeg kan bedst lide at give gaver, for jeg synes ikke rigtig, at folk er så gode til at købe dem, som jeg er.

Se flere ønsker fra julekalenderens skuespillere ved at klikke på tv-linket øverst til højre herfor.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere