Topmodel med ’X Factor’

15-årige Josephine vil hellere synge pop end gå i Naomi Campbells catwalk-fodspor i New York

Josephine Hansen kan både synge og se pæn ud. (Foto: Jakob Jørgensen)
Josephine Hansen kan både synge og se pæn ud. (Foto: Jakob Jørgensen)
Hun har allerede fået opfyldt én drøm, som de fleste 15-årige piger ville misunde hende.

15-årige Josephine Hansen fra Vig på Vestsjælland er fotomodel – og en succesrig én af slagsen, skal vi tilføje.

Tilknyttet modelbureauet Scoop har hendes ansigt og krop prydet landets modeblade – ’dem alle sammen’ fastslår hun – og for at det ikke skal være løgn, har hun et stående tilbud om at komme til New York og arbejde for verdens største modelbureau, IMG, som bl.a. har Kate Moss og Naomi Campbell blandt klienterne.

Elsker at synge
Alligevel er den høje, flotte og totalt uspolerede teenager villig til at droppe de eksklusive muligheder, hvis ellers det lykkes at få opfyldt drøm nummer to – en popkarriere.

– Helst vil jeg gøre begge dele, men det siger bare, hvor meget jeg elsker at synge, at jeg vil sige nej til model-mulighederne, hvis det viser sig holdbart, siger Josephine Hansen.

Første skridt på vejen til en popkarriere blev taget i går, da hun var én af 110 håbefulde talenter, der var udtaget til audition i går foran ’X Factor’-dommerne Thomas Blachman, Remee og Lina Rafn.

Blachman var sød
I dag følger endnu 110, der er udvalgt blandt de hen ved 3000 i København, der havde meldt sig til stjernedrysset.

Josephine sang Muse-nummeret ’Feeling Good’, men havde fået besked på ikke at røbe, om hun var gået videre eller ej.

Hun så dog vældig tilfreds ud bagefter.

– Lina mente ikke, at min stemme var udviklet nok endnu, men både Blachman og Remee var godt tilfredse. Så det er jeg også. Dommerne var rigtig søde, ikke mindst Blachman. Det overraskede mig, siger det unge håb.

– Hvordan fik du gang i modelkarrieren?

– Min mor lokkede mig til nogle lokale foto-optagelserne i Vig, og fotografen syntes åbenbart, at jeg var noget særligt, så han gjorde mode-fotograf Michael Wendt opmærksom på mig. Så tog jeg til København og fik taget nogle nye billeder af ham. Kort tid efter ringede Scoop Models – og så kørte det.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere