Homer stemmer på Obama

Homer Simpson er ikke i tvivl. Han stemmer på Obama. Og det er de amerikanske republikanere ikke helt tilfredse med.

Homer er ikke i tvivl. Men maskinen vil ikke helt som han. (Grab fra serien)
Homer er ikke i tvivl. Men maskinen vil ikke helt som han. (Grab fra serien)

Den tyndhårede men elskelige tegnefilms-tosse, Homer Simpson, har formået at blande sig i den amerikanske valgkamp.

I den traditionelle Halloween-special, der lægger et årligt tilbagevendende gysertema ned over den populære serie, forsøger Homer at stemme til præsidentvalget. Men som det skete i staten Florida i år 2000, så er valgmaskinen pænt partisk indstillet til at give alle stemmerne til den republikanske kandiadat.

- Nej, Obama! Kom nu! Det er tid til forandring, råber Homer, mens han forgæves trykker på den knap, som ville give hans stemme til demokraterne.

Men som i et ægte mareridt, så lystrer maskinen nu ikke længere mennesket.

Og som om det ikke er nok, at den stakkels gule sinke må se sin stemme gå hele seks gange til en forkert kandidat, så ender den onde maskine med at sluge ham.

Republikanerne er sure
Dette lille optrin, der blev set af mere end 12 millioner amerikanere, har vakt harme hos de amerikanske republikanere, der ikke alene føler sig udstillet som svindlere, men også er skuffet over, at en så populær figur som Homer Simpson viser så klar en politisk holdning.

- Jeg ved godt, at der er mange berømtheder, der støtter Obama. Men jeg er meget skuffet over, at Homer er en af dem, skriver en McCain-tilhænger ifølge kendishjemmesiden absolutely.net.

Folkene bag kultserien afviser dog, at afsnittet var et slet skjult forsøg på at vise en eventuel støtte til Barack Obama.

- Vi forsøger at lave samfundssatire. Jeg er sikker på, at der findes masser af mennesker, der føler at hele stemmeprocessen - og specielt den elektroniske del - er suspekt. Og det er præcis det, vi laver satire over, siger Al Jean, der er en af seriens manuskriptforfattere.

Se klippet med Homer og stemme-slugeren til højre for artiklen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!