90'ernes tv-serier: Seinfeld

FLASHBACK: ekstrabladet.dk tager et kig på stjernerne fra 90'ernes mest populære tv-serier. Hvor er de blevet af i dag?

Mange mener givetvis, at det er den bedste sitcom nogensinde, og den har i høj grad dannet skole for ikke mindst danske komikere som Casper Christensen, Frank Hvam og Lars Hjortshøj.

Standup'eren Jerry Seinfeld lagde fra 1990 og ti år frem hele verden ned med serien om fire hyperneurotiske, egocentriske og grundlæggende usympatiske New Yorker-venners dagligdag, der gang på gang på underfundig vis flettes sammen med den totale katastrofe som sandsynligt udgang.

Hvert afsnit kører grundlæggende selvstændigt, men i modsætning til eksempelvis 'The Simpsons' starter vennerne ikke på en frisk hver gang, og i modsætning til 'Frasier' sker der ingen modning i deres indbyrdes forhold eller deres forhold til omverdenen.

Da serien sluttede i 2000 blev det til en retssag, der kørte over to afsnit, hvori pointen var, at ingen af seriens medvirkende havde gennemgået nogen som helst form for menneskelig udvikling. De var stadig præcis lige så smålige, selvretfærdige, patetiske og amoralske som i seriens begyndelse.

Venskabet er ikke blevet tættere, ingen af dem har fundet kærligheden og hundredevis af gennemgående personligheder er efterladt uden arbejde, uden penge eller uden livet i behold - tænk bare på Georges forlovede Susan, der til hans store glæde forlader denne verden efter at have slikket konvolutterne med parrets bryllupsinvitationer.

500 par hvide sko
Jerome A. Seinfeld er i dag en af verdens rigeste komikere. Han bor i et palads, der vil få selv en mellemøstlig oliefyrste til at nikke anerkendende, og han nyder det søde liv i Beverly Hills sammen med sin kone Jessica, sine mere end 500 hvide sneakers og sine 20 Porscher. Han er i øvrigt den heldige ejer af den første 911'er, der nogensinde blev bygget.

Jerry lider også i virkeligheden af forskellige tvangstanker og småneuroser. Således smider han konsekvent det tøj, han har optrådt i, ud efter hver optræden.

Den nu 53-årige skuespiller har siden ungdommen været en gudbenådet observatør af fællesmenneskelige træk og dagligdags stupiditeter. Og som han før har bemærket:

- En nylig undersøgelse viser, at gennemsnitpersonens største frygt er at holde en tale foran et publikum. På en eller anden måde scorede denne frygt højere end døden, som var nummer tre på listen.

- Så, I fortæller mig altså, at til en begravelse, vil de fleste hellere være fyren i kisten end at rejse sig op og holde en mindetale ...

Pilskaldet poker-entusiast
George Costanza er manden med historiens formentlig slappeste rygrad - måske med undtagelse af Frasers Sir Harry Paget Flashman. Den lille skaldede og småfede mand, hvis højeste drøm er at lade som om, han er en arkitekt ved navn Art Vandelay, blev spillet af Jason Alexander.

Han hed oprindelig Jason Scott Greenspan, men ændrede altså navnet til Alexander efter sin far, da han begyndte at gøre karriere i Hollywood.

Den nu 48-årige skuespiller har siden medvirket i en lang række film og tv-serier. Således tæller Imdb.com hele 37 af slagsen. Han vil dog altid være mest kendt for sin rolle i Seinfeld, om hvilken han siger:

- Jeg har altid været mere motiveret af en morsom karakters smerte end af, hvad der gør ham sjov.

Jason har siden 1981 været gift med Daena, og parret har to børn. I sin fritid holder han meget af at trylle og spille online-poker. Han stillede endda op i 2007 World Series of Poker, men røg ud allerede anden dag.

Jason Alexander er i øvrigt leder af organisationen 'One Voice', der forsøger at fremme fredsforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere.

Stenrig arving
Julia Louis-Dreyfus spillede den bindegale brunette Elaine. Hun har også tjent betydelige summer på serien, men det er jordnødder ved siden af den familieformue, hun er arving til i familievirksomheden Louis Dreyfus Group. Hun er faktisk nummer fire på Forbes' liste over kvindelige milliardær-arvinge. Således er hendes far god for omtrent 18 milliarder kroner!

Hun debuterede i Woody Allen-filmen 'Hannah og hendes søstre', og hun har også siden medvirket i New Yorker-instruktørens 'Deconstructing Harry' med en Robin Williams helt ude af fokus.

Julia har vundet en Emmy for at have spillet Elaine i Seinfeld, men hun har omvendt også modtaget en såkaldt Razzie-nominering for 'Værste birolle' i filmen 'Father's Day' fra 1997. Hun blev dog trumfet af Alicia Silverstone, der gjorde en endnu mere jammerlig indsats i 'Batman og Robin'.

Hun er en af de få kvindelige skuespillere, der aldrig har lavet nøgenscener, og da hun blev spurgt om, hvorfor det var tilfældet, svarede hun:

- Der er aldrig nogen, der har bedt mig om det.

Julia Louis-Dreyfus bor i øvrigt i californiske Montecito i et sol- og stråledrevet hus, der udelukkende er bygget af genbrugsmaterialer.

Neger-skandale
Michael Richards fik efter tiden i 'Seinfeld' sit eget show, der fantasifuldt blev navngivet 'The Michael Richards Show'. Det blev aldrig nogen succes, og det er da også rollen som den lange tosse Cosmo Kramer, der for altid vil følge den 58-årige skuespiller.

Desværre vil hans eftermæle også for altid være plettet af den ærgerlige negerskandale, hvor han under en optræden begyndte at råbe af en sort mand med tirader som:

- For halvtreds år siden ville vi hænge dig med hovedet nedad med af fucking gaffel i røven. (...) Smid ham ud, smid ham ud. Han er en nigger, han er en nigger. Se, der er en nigger!

Han har dog senere undskyldt episoden offentligt, men den slags detaljer har det med at klæbe til berømtheder som paparazzier og parfumeret fanpost.

Den 191 centimeter høje Richards sagde således:

- Jeg er helt kvæstet over dette, og jeg er meget, meget ked af det over for personerne blandt publikum.

- De sorte, latinoerne, de hvide - alle der var til stede og måtte tage imod vreden og hadet og raseriet, og den måde det skete på.

Han har fået forbud mod nogensinde igen at optræde på klubben Laugh Factory i forbindelse med sine tåbelige udtalelser.

Michael Richards, der er en højststående frimurer, meddelte i juli, at han trækker sig helt fra stand-up komikken for i stedet at rejse til Cambodia med sin forlovede .

Se Jerry og George her:

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen