Skuffet Vicki: Vi dansede bedre

Skuffelsen over nederlaget lyste ud af en træt Vicki Berlin efter Vild med dans-finalen. Marianne kunne ikke holde tårerne tilbage af bare glæde

Stemningen var så intens, som var det en finale til VM i fodbold. Forløsningen var også på højde med et af verdens største sportsarrangementer. Trofæet kunne dog ikke måle sig med de gigantiske pokaler, som fodboldfolket slæber hjem.

Der var nemlig tale om en lille plexiglas-sag, for i virkeligheden handlede det hele om finalen i et underholdningsprogram ved navn 'Vild med dans'.

Pisse-skuffet
16 uger med hård træning var overstået for de to finalepar, da de i aftes gik på gulvet for at danse deres tre sidste danse. Dommerne var enige - der var 119 point ud af 120 mulige til både Robert Hansen og Marianne Eihilt samt Vicki Berlin og Steen Lund.

Dermed var det op til seerne at afgøre - og de valgte Anja og Victor-stjernen - til stor glæde for nogle og mindst ligeså stor skuffelse for andre.

- Jeg er pisse-skuffet. Det er jo ikke en dansekonkurrence, det er en popularitetskonkurrence. Og jeg er ikke ligeså kendt som Robert. Det må man bare indse. Fordi jeg er ikke bleg for at sige, at jeg synes, vi dansede bedst, lød det fra den tabende finalist Vicki.

Heller ikke hendes partner Steen Lund, som stod i vinderrollen sidste år sammen med sin daværende partner Christina Roslyng, var helt tilfreds.

- Jeg er skuffet, mest på Vickis vegne. Jeg havde ikke købt fødselsdagsgave, for jeg ville gerne købe det, hun ønskede sig allermest, nemlig et lille plexiglas-trofæ, siger Steen til ekstrabladet.dk.

De rigtige finalister
Med ganske få undtagelser var finaleparrenes konkurrenter alle mødt op i danse-studiet fredag aften i anledning af den store finale. Enigheden var stor om, at det var de to rigtige par, der var i finalen, og der var masser af roser. Men der var også dem, der gerne ville give deres mere nøgterne danse-mening til kende.

- Danse-mæssigt var Vicki ikke bare rigtig god, hun var super-fantastisk, lyder det fra den professionelle danser Thomas Evers Poulsen, som dog også har lovord til finalevinderne.

- Robert er ham, der har lavet den største udvikling. Det er det, seerne har belønnet. Han er gået fra at være den meget drengede type til nærmest bare at hoppe hen over gulvet.

Også Anne Louise Hassing pegede på Vicki som den rette dansevinder.

- Hvis du spørger mig, hvem der danser bedst, så synes jeg helt klart, at Vicki danser bedst, var Krøniken-stjernens dom.

- Alle fire gjorde det flot. Det var svært at sætte en finger på noget. Robert har fortjent det, for jeg ved hvor meget, han har knoklet. Både med at lære trinnene og også det med ikke at give op, sagde Rikke Hørlykke, der sammen med Mads Vad blev stemt ud som de sidste før finalen.

Robert er fantastisk
Mens skuffelsen var svær at skjule hos taberne, var glæden gigantisk hos vinderne.

Marianne Eihilt kunne ikke holde tårerne tilbage af bare begejstring.

- Jeg er så glad. Jeg tudede faktisk i ti minutter, før vi begyndte på freestyle og kunne ikke stoppe igen bagefter. Jeg har nærmest grædt i en halv time, fortalte hun efterfølgende og forklarede, at det faktisk er Robert, der er skyld i tårerne.

- Det er først og fremmest, fordi Robert er så skøn en person. Det fedeste for mig har været at møde ham. Han er fantastisk.

Marianne var dog ikke den eneste, der havde problemer med højvande i øjnene denne aften. Det havde faktisk langt de fleste, hvis man skal tro dommer Claus Elming.

- Det er den vildeste omgang Vild med dans nogensinde. Jeg så tårer i dommernes øjne, som jeg aldrig har set det før, jeg så tårer i Andreas øjne og jeg så tårer i alle deltagernes øjne. Jeg fik gåsehud og hårene rejste sig.

Se en reportage fra fredag aftens finaleshow ved at klikke på video-linket under billederne til højre herfor.

1 af 2 Så var der lidt til kaminhylden. (Foto: Kim Agersten)
2 af 2 Vicki Berlin havde et ønske på sin 30 års fødselsdag fredag. Hun ville gerne have et plexiglas-trofæ som tegn på, at hun havde vundet Vild med dans 2007. Det ønske fik hun ikke opfyldt, men fik i stedet trøstende ord med på vejen af familie og venner. (Foto: Thomas Lekfedt)
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen