Biker-Jens millionær

Har spundet guld på Robinson og tager 15.000 kr. for et foredrag

Ingen andre har formået at udnytte deres popularitet fra tv-serien Robinson Ekspeditionen som Biker-Jens, der ville være den klare vinder, hvis Robinson handlede om at omsætte popularitet til kontanter.

Efter Robinson i 1998 har han som Tv-Danmarks velbetalte topfigur besøgt tre verdensdele på sin Harley. Han har været vært for TV3's Fear Factor, og han har holdt et utal af indbringende foredrag. I øjeblikket er Biker-Jens på kontrakt med TV3, hvor han skal fortsætte med at lave udsendelser i dokumentargenren.

Men Biker-Jens havde ingen chance for at vide, hvad der senere ville ramme ham, da han deltog i Robinson i 1998.

- Vi havde ingen idé om, hvad Robinson kunne komme til at betyde. Vi var totalt uvidende om, hvad det var for et cirkus, vi trådte ind i. Jeg kan med god samvittighed sige, at jeg udelukkende var med for oplevelsens skyld.

BLEV BEVIDST OM MARKEDSPRISEN
Men Biker-Jens blev en fantastisk populær figur efter Robinson 98. Tilbuddene væltede ind. Han skulle have været vært for Robinson året efter, men tingene gik i stå på TV3. Og så slog TvDanmark til med et tilbud om at køre tværs gennem USA på en Harley.

- Lige dér var jeg villig til at modtage mindre, end jeg på det tidspunkt ellers var værd. Men det blev rettet, da jeg skulle besøge de andre verdensdele på min Harley, griner Jens, der fra 1998 til 1999 var Danmarks mest efterspurgte foredragsholder. Og hvad tager han mon for sådan noget?

- I dag ligger det på 12.000-15.000 kroner. Helt i starten tog jeg ud på skoler for et par flasker vin, men det greb om sig meget hurtigt. Og ja, jeg blev min markedspris bevidst. Men jeg blev også nødt til at være utroligt selektiv. Jeg blev tilbudt at være med i en pornofilm, og alle ville have mig til at gøre reklame for alt muligt, siger Jens, der en gang imellem overraskede omgivelserne, når han viste sig som iskold forretningsmand.

BÅDE PENGE OG OPLEVELSER
- Se og Hør spurgte engang, om jeg ville åbne 6-dages løbet. Jeg skulle bare køre en runde på min Harley. Og det ville jeg da gerne. For 20.000 kroner. Det havde de ikke lige regnet med, siger han.

Jens kan godt lide penge, og er ikke bange for at indrømme det. Og han har forstået, at han med stor sandsynlighed ikke bliver ved med at befinde sig i rampelysets varmeste punkt.

- Jeg er jo nok en af de dyre drenge, og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg er materielt indstillet. Alt, hvad jeg ejer, er købt kontant. Det er dejligt, det giver frihed. Men rampelyset slukker på et tidspunkt. Og så vil jeg gerne kunne kigge tilbage på den tid og vide, at jeg har fået både oplevelser og penge ud af det.

Hvad er det samlede udbytte så? Et par millioner?

- Jeg tror, jeg springer det spørgsmål over, smågriner Bikeren.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen