Løgn på løgn: Medvært i 'Læsø kalder' brød sammen

Iværksætteren og medværten Michelle Hviid brød sammen flere gange under optagelserne til 'Læsø kalder' - hun kunne ikke klare programmets mange løgne og manipulationer

- Det var altså ikke sjovt at være på Læsø. Jeg havde det ad helvede til, for at sige det, som det er. Programmet blev jo af Koncern TV & Produktion manipuleret hele vejen igennem, siger Michelle Hviid til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Jeg brød sammen mange gange undervejs. Og jeg er normalt ikke typen, der græder. Jeg ringede på et tidspunkt til min mor og min kæreste og bad dem om at hente mig, fordi jeg ikke kunne navigere rundt i manipulationerne. Det hele overskred bare langt min moral og min etik. Og fra produktionsholdets side fik jeg bare at vide, at jeg var en hystade og en sur kælling, der bare skulle slappe lidt af.

Se også: DR-snyd i 'Læsø kalder': De beskrev mig som single

 

Iværksætteren Michelle Hviid skaber nærmest tv-historie ved som medvært på en program-serie, der endnu ikke er afsluttet, at udtale sig dybt kritisk om programmet.

Hvad var de værste manipulationer for dig?

- Der var mange. Men jeg kan nævne manipulationen omkring færgen i afsnit 1, hvor vi spørger kaptajnen, om han nogensinde har sejlet med en tom færge. Han siger ja. Men kun én gang for 13 år siden. Men i programmet klipper man dele af hans svar væk, så han blot svarer ja. Og så kommer det til at virke, som han ofte sejler med en tom færge, forklarer Michelle Hviid og tilføjer:

Produktionsholdet filmede kun de steder på færgen, hvor der ingen mennesker var, selv om der var masser af mennesker på færgen. Og i færgens børnehus smed de 30 børn ud og lod to børn blive tilbage, der skulle lege med perler, som om de var de mest ensomme børn i verden.

Se også: DR-deltager om bolig på Læsø: Der var møgbeskidt

I afsnit 1 kalder TV-værterne Lise Rønne og Michelle Hviid til folkemøde for at fortælle om ideen med at sende 40 kvinder til Læsø og for at høre, om der er nogle Læsø-borgere, der er villige til at huse kvinderne.

- Lige før mødet, siger jeg i programmet, at det værste der kan ske er, at der ikke dukker nogen op. Det var imidlertid en sætning de tvang mig til at sige tre uger efter i en helt anden sammenhæng. Men den blev altså klippet ind her for at øge spændingen.

- Og da jeg i programmet spurgte, om der var nogle, der var parate til at huse de mange kvinder, blev det fremstillet, som om ikke en eneste var interesseret i starten. Men i virkeligheden var der straks 15-20 mennesker, der rakte deres hænder i vejret og sagde ja. Og der kom endnu flere til. De manipulerede alt, så det skulle virke dårligere, fortæller Michelle Hviid.

Se også: Se Læsøs nye 40 kvinder

Michelle Hviid fortæller også, at hun flere gange før programmets start på skrift havde fået bekræftet, at hun ikke skulle medvirke i et datingprogram.

- Men jeg synes, at det blev alt for meget et datingprogram. Jeg ville hellere have gjort noget for at booste turismen eller skabe flere arbejdspladser på øen, forklarer Michelle Hviid til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har forgæves søgt at få en kommentar fra Koncern TV & Produktion, der har lavet programmet for DR.

1 af 2 Her Michelle Hviid fotograferet sammen med tv-værten Lise Rønne under programmet 'Læsø Kalder', mens de begge griner sammen. Men opholdet på Læsø blev i virkeligheden lidt af et mareridt for Michelle Hviid.(Foto: Frej Schmedes/DR)
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere