TV: Derfor måtte Allan ikke danse med Ekstra Bladet

Det var TV 2s underholdningschef, der havde valgt, at Allan skulle danse med letgenkendelige lyserøde Børsen og ikke Ekstra Bladet

Allan og Sofie med hver sin lyseøde avis. Hvilken en kan det mon være? (Foto: Mogens Flindt)
Allan og Sofie med hver sin lyseøde avis. Hvilken en kan det mon være? (Foto: Mogens Flindt)

Det var ingen tilfældighed, at det ikke var Ekstra Bladet, der blev brugt som rekvisit i starten af Allan og Sofies quickstep i ’Vild med dans’ fredag aften.

Se også: Ekstra Bladet bandlyst i Allans dans

Sofie Kruuse havde valgt at bruge de mange skriverier, der er om årets helt store ’Vild med dans’-stjerne, i parrets koreografi. Og på videoen, der bliver vist op til den direkte dans, kunne man se, at det var Ekstra Bladet, Allan og Sofie brugte i deres træning. Fodboldikonet blev endda snuppet i at falde i staver over Side 9-pigen.

Men da Allan og Sofie skulle danse live, var det ikke Ekstra Bladet, der var med på dansegulvet. Den tabloide avis, der elsker Allan, var skiftet ud med den lyserøde og letgenkendelige Børsen.

Chefens valg
Det er suverænt TV 2s underholdningschef, Gitte Madsen, der har valgt, at det netop var den tøsefarvede erhvervsavis, der i øvrigt fint matchede Sofies kjole, der skulle bruges under showet.

 

- Jeg valgte de aviser, fordi man ikke kunne se, hvad det var for nogle. For ifølge dansk markedsføringslovgivning er det ikke i orden, at have brands i et program, lyder den første forklaring fra Gitte Madsen.

Se også: Simonsen i semifinalen - Laudrup ude af Vild med dans

Hvorfor Ekstra Bladet godt kunne bruges i trænings-klippet inden parrets dans, har Gitte Madsen lidt svært ved at forklare.

- Det ved jeg ikke, jeg havde ikke set klippet inden. Jeg kan slet ikke forstå, at du synes, at det er en historie. Det er en rekvisit i et tv-program, og den vælger vi, siger hun og fortsætter.

Vild med dans kan ikke købes
- Det kan godt være, at I kan købe jer ind på et stadion, men I kan ikke købe jeg ind i ’Vild med dans’. Så I kommer altså ikke i fjernsynet…., siger underholdningschefen med henvisning til den stem-på-Allan-bandereklame, Ekstra Bladet havde på stadion, da Danmark besejrede Norge.

Se også: Lille Allan stjal billedet i Herning

- Det gjorde vi jo så alligevel. Allan bruge Ekstra Bladet i klippet.Derfor spørger jeg lige igen. Hvorfor var det, at du valgte en anden avis til Allan og Sofies dans?

- Der er ikke nogen logik i, hvad der bliver brugt i optakten og hvad der bliver brugt på scenen. Det er taget på to forskellige dage på to forskellige locations, siger Gitte Madsen.

Bevidst valg
- Så det var bare Børsen, I tilfældigvis havde liggende, og så var det den, der blev brugt?

- Nej, det var den avis, jeg valgte.

- Og hvorfor lige den?

- Fordi man på skærmen ikke kunne se, hvad det var for en, siger Gitte Madsen og forlader interviewet med ordene:

- Hold da kæft mand. Helt ærligt. Kan du ikke finde på en større historie end det…..det er nok ikke en Cavling, vel.

Hør hvad Allan siger til fravalget af Ekstra Bladet i klippet herover.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere