Broen blev bundskraberen

Af DRs dramaserier var 'Broen' den med færrest tilhængere

Kim Bodnia og Sofia Helin trak ikke så mange seere som Lisbet Dahl og Sofie Gråbøl. DR/Carolina Romare
Kim Bodnia og Sofia Helin trak ikke så mange seere som Lisbet Dahl og Sofie Gråbøl. DR/Carolina Romare

Danmarks Radio var 'glade' for 'Broens' seertal. Det var i hvert fald udmeldingen, da man lukkede og slukkede for sæson to med tiende afsnit.



Men faktum er, at 'Broen' ikke havde nær den seertilslutning som de seneste øvrige dramaproduktioner. Og her taler vi hverken 'Matador' eller 'Krøniken'.

Måske skal DRs jubel over seertallene bruges til at retfærdiggøre en tredje sæson af den svensk-danske serie, men ser man objektivt på tallene, er 'Broens' fanskare kun godt og vel halvt så stor som de største af de senere serier.

Se også: 'Borgen' får radio-lillebror i England

Tv-serien 'Sommer' var et hit blandt danskerne. Serien handlede om en lægefamilie, hvor faren fik alzheimers og havde Lisbet Dahl, Jesper Langberg, Mikael Birkkjær og Lars Ranthe i front. Med udgangen af sæson 2 havde 'Sommer' 1.838.000 seere i forhold til 'Broens' 1.088.000.

Se også: Broen-bommert: Er han morderen?

Og kigger man på 'Borgen', som havde Sidse Barbett Knudsen, Pilou Asbæk og Birgitte Hjort Sørensen som de øverste på 'plakaten'. Her var der hele 1.351.000, da sæson 2 sluttede.

Et andet øredøvende hit på danskernes tv-tavle var 'Forbrydelsen'. Sofie Gråbøl med skiftende makkere tryllebandt Danmark og hele 1.735.000 seere så med, da sidste afsnit af sæson 2 var en realitet.

- Det er rigtigt, at 'Broen' mangler måske 500.000 seere for at matche det øvrige tv-drama, vi sender søndag aften. Men når vi alligevel er glade, skyldes det, at det er en svensk-dansk produktoion, som DR ikke stiller helt de samme krav til, som vi gør til de rent dansk producerede dramaserier, siger dramachef Piv Bernt.

- Både for danske familie- og krimiserier gælder det, at danskerne tager dem til sig på en helt anden måde end med 'Broen'. I f.eks. 'Sommer' eller en af de øvrige er der karakterer, som danskerne kan identificere sig med, og det gør hele forskellen i forhold til en serie, hvor halvdelen taler svensk. Nu sender vi snart 'Arvingerne', og her vil vi da blive skuffede, hvis der er under 1,3 mio. seere, forklarer dramachefen.

0 kommentarer
Vis kommentarer