DR afslører: X Factor fortsætter

Det danske talentshow, X Factor fortsætter i 2015

Dette års vindere Anthony og Jasmin får nye kollegaer næste år. (Foto:Mogens Flindt)
Dette års vindere Anthony og Jasmin får nye kollegaer næste år. (Foto:Mogens Flindt)

Martin, Linda, Thomas, Sara, Ida, Chresten og Anthony Jasmin. Nogle navne står måske klarere i danskernes erindring end andre.

Men fælles for dem alle er, at de af seerne er blevet vurderet i besiddelse af den såkaldte X Faktor og dermed værdige til at vinde talentshowet af samme navn.

DR afslører nu, at den danske seermagnet, der i år trak 1,5 million seere, kommer med en 8. sæson i 2015.

Hvad det er for en særlig faktor, der fastholder seerne sæson efter sæson, er DR1's kanalchef, Pil Gundelach Brandstrup, ikke i tvivl om.

- Det er velproduceret, vækker store følelser og dramatik, rummer spændende udviklingshistorier, skaber debat og etablerer et fælles rum, siger hun.

Fællesskab
Pil Gundelach Brandstrup mener ligefrem, der er tale om, at X Factor skaber et kulturelt fællesskab.

- Der er efterhånden langt imellem de kulturelle fællesskaber i Danmark. Men gennem syv sæsoner er det lykkedes DR1 at gøre X Factor til et af dem, siger hun.

For danskere, der selv mener, de går rundt og udstråler uopdaget X Faktor, bliver der altså igen mulighed for at stille sig i kø til precasting, når de finder sted i Aarhus og København til efteråret

Håbefulde talenter skal dog være opmærksomme på, at man for at stille op til X Factor skal være fyldt 15 år inden 1. februar 2015. Læs mere om, hvordan man tilmelder sig på: www.dr.dk/xfactor

0 kommentarer
Vis kommentarer