Danmark har fået en ny tv-kanal

Landets første fritidskanal, TV 2 Fri, er gået i luften søndag 5. maj.

Fem af Frihusets tv-værter sender balloner op i luften. (foto: Per Arensen-TV 2)
Fem af Frihusets tv-værter sender balloner op i luften. (foto: Per Arensen-TV 2)

Søndag 5. maj har Danmark fået en ny tv-kanal – nemlig fritidskanalen TV 2 Fri med fokus på hobby, hus og have. Søndag klokken 11.30 – i strålende solskin - gik kanalen i luften med sin allerførste udgave af det daglige direkte magasinprogram 'Frihuset', der sendes fra en smukt beliggende ejendom ved Isefjorden.

- I dag er en historisk dag for Danmark og for tv-branchen – og en historisk dag for TV 2. 'Frihuset' har nogle fantastiske rammer i dette område, og danskerne kan se frem til at kunne sætte sig i sofaen og lade sig inspirere af TV 2 Fri, sagde TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, kort tid inden kanalen gik i luften.

Det var de seks forventningsfulde ”Frihuset”-værter, som - til tonerne fra et tamburkorps og med opsendelse af balloner i TV 2 Fri-grøn farve – sendte kanalens første program ud til seerne.

Frihusets Lene Beier til højre i billedet med minigrise.(Foto: Per Arnesen/TV2)
Frihusets Lene Beier til højre i billedet med minigrise.(Foto: Per Arnesen/TV2)

De seks værter i ”Frihuset” – Cecilie Hother, Thomas Uhrskov, Peter Rygaard, Elizabeth Anderson, Lene Beier og Flemming Rune – vil sørge for inspiration til danskerne inden for bolig, mad, have, hobby, natur og gør-det-selv. TV 2 Fri sender herudover en række danske og udenlandske programmer om fritidsaktiviteter.

Et værnetræ skal beskytte Frihuset og kanalen

Ved åbningen af kanalen plantede Merete Eldrup sammen med kanalchef Maiken Wexø, TV 2 Networks, et egetræ – et såkaldt værnetræ - ved Frihuset.

- Værnetræet skal beskytte Frihuset, hele kanalen og alle dens medarbejdere, sagde Merete Eldrup, som har været begejstret for tanken om en TV 2-fritidskanal, siden hun begyndte på TV 2 i december 2007.

- Da jeg kom til TV 2, blev jeg præsenteret for et større idekatalog til nye TV 2-kanaler, og allerede dengang var min favorit TV 2 Fri, som ligger helt rigtigt til TV 2s DNA. Tiden og seertrenden har været med os, siden vi første gang tænkte på TV 2 Fri. Der er stigende efterspørgsel efter det danske, det nære, det nyttige - og efter det ’organiske’, hvor man ikke behøver at holde sig stramt inden for et fast tv-koncept. TV 2 Fri går på opdagelse i det, der virkelig betyder noget i fritiden og friluftslivet – og vi går gerne i detaljer og sender slow-tv, når det passer til indholdet, siger Merete Eldrup.

Man kan læse mere om TV 2 Fri, om ”Frihuset”, om kanalens værter og øvrige programmer på kanalens hjemmeside fri.tv2.dk. På omtv2.tv2.dk kan du se, hvordan man modtager TV 2 Fri, som også kan følges via TV 2s tjeneste på nettet, mobil og tablet, TV 2 Play.

1 af 4 Maiken Wexø og TV-direktøren Merete Eldrup.(Foto: Per Arnesen-TV 2)
2 af 4 Thomas Uhrskov og Cecilie Hother er også blandt de nye værter på den nye tv-kanal(Foto: Per Arnesen-TV 2)
3 af 4 Merete Eldrup vander værnetræ.(Foto: Per Arnesen-TV 2)
4 af 4 Fem af Frihusets tv-værter sender balloner op i luften. (foto: Per Arensen-TV 2)
0 kommentarer
Vis kommentarer