Snu vinder af Paradise Hotel

Camilla Sys Tygesen blev torsdag aften en lille halv million kroner rigere, da hun snød sin partner og blev kåret til vinder af årets Paradise Hotel

I krig og kærlighed gælder alle kneb, og dem benyttede Camilla sig af. Nu kan hun næsten kalde sig halvmillionær. (Foto: Lotta Lemche/TV 3)
I krig og kærlighed gælder alle kneb, og dem benyttede Camilla sig af. Nu kan hun næsten kalde sig halvmillionær. (Foto: Lotta Lemche/TV 3)

Den 21-årige Camilla Sys Tygesen var den mest snedige af årets deltagere i TV3-programmet Paradise Hotel. Dermed bliver der 450.000 kr. til at forsøde tilværelsen med.

Camilla stod i finalen sammen med sin partner, Kenneth fra Solrød, men bedst som han troede, at han også var blevet en god slat rigere, fik han sig en lang næse.

Da juryen valgte Camilla og Kenneth som finalevindere, troede Kenneth nemlig, at parret havde sikret sig en halv million kroner til deling. De to havde nemlig aftalt at stole 100 procent på hinanden.

Men da den den ultimative troskabstest skulle stå, valgte Camilla at droppe symbolet på deres tillidserklæring: en guldkugle. Og dermed kunne hun forlade tv-showet med 450.000 kr. på lommen, mens Kenneth gik ligeså tomhændet, som han kom.

- Jeg er ubeskrivelig glad for at have vundet, og for at jeg smed guldkuglen. Hvis ikke, jeg havde gjort det, ville jeg senere have fortrudt det inderligt. Jeg har aldrig spillet sammen med Kenneth og følte derfor ikke, at jeg skyldte ham noget, sagde Camilla efter sejren.

Deler med andre deltagere
Mens Camilla ikke følte, at hun behøvede at dele med Kenneth, så er der flere andre deltagere, der kommer til at nyde godt af præmien, siger den nykårede vinder til TV 3's hjemmeside. Og resten af pengene skal hun også nok få brugt.

- Jeg skal indfri nogle lån, nyde livet, købe nye møbler og rejse lidt. Det er helt overvældende, siger Camilla, som tilbage i Danmark bare skal 'drikke mælk og spise rugbrød og lakridser'.

Det er ikke kun Camilla Sys Thygesen, der er godt tilfreds med udfaldet af TV3's populære program. Også kanalens programdirektør Jakob Mejlhede sidder tilbage med en god fornemmelse.

- Det er ganske enkelt imponerende, at de unge seere er strømmet til TV3 hver aften kl. 22.00 mandag til torsdag – og meget tyder på, at successen er så flot, at Paradise Hotel absolut ikke er lavet for sidste gang, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer