Husker du Grace fra Sporløs: Er glad for, at jeg blev givet væk

41-årige Grace Georgsen fandt frem til sin familie i Costa Rica gennem programmet Sporløs. Sådan har hun det i dag

Grace Georgsen fandt efter mange år sin familie i Costa Rica. (Foto:DR)
Grace Georgsen fandt efter mange år sin familie i Costa Rica. (Foto:DR)

Grace er to år gammel, da hun kommer på børnehjem. Moderen er død af livmoderkræft og faderen kan ikke klare de i alt fem børn. Sammen med sin storesøster og storebror bliver lille Crace en dag hentet af myndighederne i deres lille hus, der ligger udenfor storbyen San José. De to ældste søskende når at flygte og bliver hos faderen.

De tre yngste bliver således installeret på et børnhjem i San José. To-årige Grace forstår ikke særlig meget af, hvad der foregår.

Sendt væk
Det er Graces storebror og storesøster, der tager sig af hende på børnehjemmet. De reder hendes hår, giver hende tøj på, og putter hende i seng om aftenen.

De tre er meget tæt knyttet midt i en verden af kaos og fremmede. En dag kommer der en mand og skal tage fotos af lille Grace. Hun tror og håber, at det er hendes far, der er kommet for at hente hende. Intetanende om sin kommende skæbne smiler hun genert, mens manden knipser løs.

Få uger senere står hun i lufthavenen i Kastrup. Ensom, bange og med følelsen af at være helt forladt. En følelse, der først skal slippe hende 37 år senere. I bilen på vej hjem til et parcelhuskvarter i Danmark sætter hun sig tæt ind til sin 'nye' far. Han er mørkere i huden huden efter sommerferien og ser mere genkendelig ud end adoptivmoderen, der er meget lys.

- Det har helt klart præget mig, at jeg blev revet væk på den måde. Hele livet igennem har jeg været 'den pæne pige', der ikke gjorde noget specielt væsen af sig. Jeg var rædselslagen for at blive sendt væk igen, siger Grace til Ekstra Bladet. Hun er i dag 41 år gammel og uddannet Hundeadfærdsinstruktør. Hun bor med sin mand og deres to børn på Tåsinge.

Tænkte over gener
Hun meldte sig efter mange overvejelser til at være med i 'Sporløs'.

- Det var, da jeg fik mit første barn, at jeg begyndte at få en mærkelig følelse, hver gang jeg skulle aflevere ham i dagplejen. Jeg kunne simpelthen ikke lide, at han skulle få en oplevelse af, at jeg afleverede ham et fremmed sted. Hvis han nu var bange for, at jeg ikke kom og hentede ham igen. Desuden tænkte jeg da også meget over, hvilken psyke og gener, han havde arvet fra min side af familien.

Da Sporløs gik i gang med at opsøge Graces far, var det for sent. Han var død et par år forinden.

- Jeg havde haft det på fornemmelsen. Men alligevel var det virkelig hårdt at få af vide, da jeg jo havde så mange spørgsmål til ham. Hvorfor jeg aldrig kom hjem igen, hvordan min mor var, hvordan hans liv havde formet sig. Der fik jeg altså en kæmpe klump i halsen. Nu var det endeligt, at jeg ikke kunne få nogen svar.

Fandt sin bror
Til gengæld fandt programmet senere frem til Graces bror - og andre otte søskende. Og mange af de spørgsmål hun ville have stillet sin far, kunne hun alligevel få svar på. Hun mødtes med den ældre bor, der fortalte, at den dag Grace skulle til Danmark, havde han stået med hende og nægtet at udlevere hende til pædagogerne på børnehjemmet. De fik ham dog overbevist, da de sagde, at hun bare skulle til en fest, men ville komme tilbage.

- Siden han var 11 år gammel har det tynget ham. Han har decideret haft traumer over, at han havde fejlet i at skulle beskytte mig, siger Grace.

Broderen fortalte også, at da Graces mor var syg, solgte faderen al sin jord for at kunne komme til at bo tættere på hospitalet. Samtidig skulle han arbejde hårdt for at få penge til hospitalsregninger og mad. Alligevel slog pengene ikke til, så de fem børn måtte ofte spise hos naboerne. Det var også naboerne, der indberettede, at forholdene i familien ikke var gode for børnene. Faderen havde desuden fået en ny kæreste, der ikke var nærig med sine knytnæver.

- Vi var åbenbart meget fattige og havde det skidt. Så noget skulle der ske. Det var bare sørgeligt, at vi børn blev skilt fra hinanden.

Ledte i mange år
Den ældre bror fortalte også, at faderen igennem mange år have prøvet at finde frem til Grace, efter han havde fået samlet de andre børn og havde fået mere styr på tilværelsen. Familien havde tilmed forsøgt at finde hende gennem den amerikanske udgave af 'Sporløs'. Ingen havde fortalt dem, at Grace var havnet i Danmark.

- De havde manglet mig, havde talt om, at 'nu er Grace så og så gammel'. De havde jo været store nok til at huske mig dengang og havde al den tid spekuleret over, hvordan jeg havde det. Om jeg var i live.

- Den oplysning ændrede hele mit liv. Det var så overvældende, og der blev grædt mange tårer, kan jeg love dig.

Faderen havde desuden fået tre børn med den nye kone, så pludselig stod Grace med hele otte søskende - og deres familier.

- Jeg stod med en familie på 45-50 personer - bare af de nærmeste. Det var helt vildt. De ville alle kysse, kramme og tage fotos. Jeg følte mig som en filmstjerne, men det var også svært at vænne sig til som dansker. Herhjemme er vi lidt mere stive i det. Det var helt mærkeligt at komme hjem, og der ikke var nogen, der hang på mig, siger Grace og griner.

Tog tilbage
Det varede ikke længe før Grace igen skulle møde sin familie.

I maj 2012 tog hun sammen med mand, børn og adoptivforældre tilbage til Costa Rica.

-Det var en endnu mere fantastisk oplevelse. Jeg havde mere tid med familien, og mødte så også dem, der ikke lige var nærmest. Så pludselig stod vi med 70-100 mennesker, som alle var glade for at møde os. Jeg så, hvor jeg var blevet født og havde levet de første år af mit liv. Det var langt ude på landet og meget primitivt.

Derfor er Grace også meget glad for, at hun blev givet væk dengang, når omstændighederne ikke kunne være anderledes. Hun er meget opmærksom på, at hun ville være vokset op i fattigdom og uden de store muligheder.

- Hold da op, hvor har jeg været heldig at komme til et land som Danmark. Så heldig. Vi er enormt forkælede og priviligerede herhjemme. Jeg har virkelig lært at sætte pris på de ting, jeg har. Dog vil jeg sige, at man godt kan lære af den måde de i familien i Costa Rica hjælper hinanden, deler alt og holder sammen uanset hvad.

Holder kontakt
Grace holder i dag kontakt med de mange familiemedlemmer via Facebook og Skype. Hun har tilmed taget sprogkurser, så hun kan tale med dem. Nærmest er forholdet til storebroderen, der tog sig af hende som lille.

Hun drømmer om at tage til Costa Rica i et år sammen med sin mand og deres børn, der i dag er otte og to år gamle. Men de skal lige spare op først. De ville også gerne opleve, at nogle de tætteste i den store familie kommer til Danmark på besøg, men det kræver en endnu større opsparing.

- Jeg er meget opmærksom på, at det er en kæmpe familie, jeg har fået, som er meget fattige. Jeg vil gerne hjælpe dem alle, men så mange penge har vi heller ikke. Så det er noget af et dillemma, hvem der skal have hjælp og hvordan.

- Men uanset hvad er jeg bare så uendelig glad for, at jeg har fundet ud af, hvor jeg kommer fra. Nu ved jeg, hvem jeg er, og at jeg ikke blev givet væk, fordi der ikke var nogen, der ville have mig.

0 kommentarer
Vis kommentarer