’Børnenes hemmelige verden’: Her er børnene nu

Det er blevet hverdag igen for de ti rollinger i DR’s dokumentar om børnehavebørn

Sidste afsnit af 'Børnenes hemmelige verden' blev vist onsdag aften. Her er Franz og Silke med pædagogen Ib. (Foto: Lars E. Andreasen/DR)
Sidste afsnit af 'Børnenes hemmelige verden' blev vist onsdag aften. Her er Franz og Silke med pædagogen Ib. (Foto: Lars E. Andreasen/DR)

Nye venskaber, indviklede alliancer og uskyldige romancer blomstrede hurtigt op mellem de ti børn, som var med i DR’s dokumentar ’Børnenes hemmelige verden’.  

De fem drenge og fem piger blev taget ud af deres egne børnehaver og sat sammen i en børnehave med mikrofoner og kameraer for at give seerne et indblik i en verden, der normalt er hemmelig for voksne.  

Men nu er det hverdag igen. De ni af børnene er tilbage i deres egne, gamle børnehaver, mens Silke, som er den ældste af de medvirkende børn, er begyndt i 0.klasse på Vanløse Skole lidt uden for København. Det fortæller hendes mor, kontorassistent Maja Lundt.

Se også: Gift ved første blik: Ny kæreste

-Hun har fået meget opmærksomhed i skolen fra de andre børn. De siger: ’Vi så dig i tv, ’ men de er bare nysgerrige og synes, det er sejt, siger hun og tilføjer, at Silke ikke er generet af opmærksomheden.

-Silke har altid haft lyst til at komme i tv, griner mor Maja, som også har været med sin datter til casting på ’Min søsters børn’.

Se også: Børnehave-tv trækker seere

Det var dog helt tilfældigt, at Silke endte i ’Børnenes hemmelige verden’. Hendes mor havde skrevet til ’Rosa fra Rouladegade’ for at høre, om datteren kunne medvirke i Ramasjang-serien, men i stedet spurgte produktionsselskabet, om Silke ville være med i ’Børnenes hemmelige verden’. De manglede nemlig lige den sidste pige.

De øvrige af børnene blev udvalgt gennem en længere proces, blandt andet ved at en gruppe børn var samlet til 'børnefødselsdag', hvor produktionsfolkene kunne se på børnenes interne kemi. 

(Foto: Lars E. Andreasen/DR)
(Foto: Lars E. Andreasen/DR)
 

For en anden af programmets hovedpersoner, femårige Franz, er hverdagen fortsat i udflytterbørnehaven Bøgely ved Dyrehaven nord for København. Her er der dog knap så stor bevidsthed om Franz’ tv-deltagelse.

-Jeg tror ikke, børnene har set det. Det er mere deres forældre, som kommenterer det, fortæller Franz’ mor, digital designer Malene Rørdam.

Selv om Franz var glad for at komme tilbage til sine gamle venner, taler han stadig om ’filmbørnehaven’, som han kalder institutionen, der dannede ramme om optagelserne.

Se også: DR-vært på licensbetalt rejse med mor

-Pludselig synger han en sang, jeg aldrig har hørt før, og det er så en sang, som Ib (den ene af programmets to pædagoger, red.) har lært dem, fortæller Malene Rørdam.

Både Silke og Franz har set programmerne og synes, det er sjovt at se sig selv på skærmen.

-Når Silke er ked af det i programmet, bliver hun det også, når hun ser det. Men samtidig kan hun også grine af de ting, vi voksne griner af, som hun måske ikke selv grinede af i situationen, siger Maja Lundt.

Selv om der opstod venskaber og sød musik blandt børnene i de to uger, optagelserne fandt sted, har det været svært at bevare kontakten, ikke mindst fordi børnene bor spredt ud over København og omegn. Men Franz' og Silkes mødre har nu sat sig for at arrangere en hyggelig komsammen for alle 10 børn og deres forældre.