Chokeret Ditte sendt hjem: - Jeg var kandidat til at vinde

Ditte Jensen har umådeligt svært ved at forstå, hvorfor hendes kageeventyr i ’Den store bagedyst’ skulle slutte i semifinalen. – Jeg havde på ingen måde set det komme, siger hun

Ditte knokler på sit mesterværk, der altså ikke sikrede hende en finaleplads. (Foto: DR/Sanne Christophersen)
Ditte knokler på sit mesterværk, der altså ikke sikrede hende en finaleplads. (Foto: DR/Sanne Christophersen)

- Jeg er stadig i chok!

Sådan lyder det hudløst ærligt fra Ditte Jensen, der onsdag aften måtte forlade ’Den store bagedyst’ i den uhyggeligt spændende semifinale.

Ditte har gennem hele 'Den store bagedyst' fremtryllet den ene flotte kage efter den anden. (Foto: DR/Sanne Christophersen)
Ditte har gennem hele 'Den store bagedyst' fremtryllet den ene flotte kage efter den anden. (Foto: DR/Sanne Christophersen)

Den kønne amatørbager har med sit smil, sit smittede glade væsen og ikke mindst sine imponerende kager taget Danmark med storm, og mange havde nok spået hende en sikker plads i finalen – og endda også trofæet. Men sådan gik det ikke.

En kikset chokoladekugle i den hemmelige udfordring og en for fast mousse i det afgørende mesterværk var ikke godt nok for den hårde dommertrio. Så Mette Blomsterberg og Jan Friis Mikkelsen, der ellers har rost Ditte Jensen i høj toner, smed hende ud af konkurrencen.

Sådan skulle den hemmelige udfordring se ud, men det gjorde Dittes så langt fra. (Foto: DR/Susanne Christophersen)
Sådan skulle den hemmelige udfordring se ud, men det gjorde Dittes så langt fra. (Foto: DR/Susanne Christophersen)

- Jeg ved ikke rigtigt, om jeg forstår den beslutning. Jeg havde fået så absurd meget ros af dommerne, så jeg havde på ingen måde set det komme, siger Ditte Jensen til Ekstra Bladet.

- Er du en lille smule bitter?

- Nej, ikke bitter. Det kan jeg ikke tillade mig, men jeg er dødærgerlig. Jeg vil ikke pege fingre af andre, for i bund og grund er det jo min egen skyld. Men jeg vil godt indrømme, at jeg stadig er ret rystet over det. Jeg var kandidat til at vinde, siger Ditte Jensen, der har haft et par måneder til at sunde sig på det noget uventede farvel til ’Den store bagedyst’.

Siden optagelserne sluttede i sommer har hun bearbejdet skuffelsen – og det har kostet nogle kræfter.

- Men på en eller anden måde er det først nu, jeg skal forholde mig sådan rigtigt til det. Mange af mine venner og veninder ved det jo ikke. Nu har det været vist på tv, og så skal jeg til at se folk og virkeligheden i øjnene, siger den skuffede tv-bager.

Marcipanen var for tyk og mousserne for faste, lød kritikken fra de to bagedyst-dommere. (Foto:DR/Sanne Christophersen)
Marcipanen var for tyk og mousserne for faste, lød kritikken fra de to bagedyst-dommere. (Foto:DR/Sanne Christophersen)

- Nu er Micki, Pernille og Liv tilbage i konkurrencen. Er det en værdig finale, synes du?

- Vi var alle fire værdige til at komme i finalen. Vi har alle haft gode og dårlige dage. Men jeg synes, at det ville have været retfærdigt og også noget af det fedeste, hvis jeg havde vundet hele ’Den store bagedyst’, fastholder hun.

Ditte Jensen, der er advokatsekretær, når hun ikke komponerer kager og former sirlige blomster i smørcreme, er slet ikke færdig med at bage. Blandt andet har hun sig egen kage-blog.

- Jeg har en masse spændende projekter på vej, men ifølge min kontrakt med DR må jeg ikke sige noget om det endnu. Jeg kan dog afsløre så meget, at det først er nu, at mit kageeventyr for alvor starter. Jeg har masser af ting i ærmet og jeg ser det her som en ny start, siger hun.

'Den store bagedyst' er som sangen om de ti små cyklister. En efter en ryger amatørbagerne. Nu hvor Ditte er ude af konkurrencen er Pernille, Micki og Liv klar til finalen. (Foto: DR/Sanne Christophersen)

Det er på onsdag klokken 20, at årets udgave af 'Den store bagedyst' afgøres.

21 kommentarer
Vis kommentarer