Derfor skal du pleje tømmermænd med os

- Hvis man kunne lide sæson et, så skal man eddermaneme også se sæson to, siger Kirsten Lehfeldt

Der er god grund til at have pudset skærmen og sidde klar klokken 20, når den nye sæson af 'Arvingerne' begynder. (Foto: Linda Johansen)
Der er god grund til at have pudset skærmen og sidde klar klokken 20, når den nye sæson af 'Arvingerne' begynder. (Foto: Linda Johansen)

1,7 millioner danskere fulgte i gennemsnit med i første sæson om Gro, Frederik, Emil og Signe, og skal man tro skuespillerne fra den nye sæson af ’Arvingerne’, er der ingen grund til at droppe serien nu. Tværtimod. Der er al mulig grund til at have pizza, fritter og cola klar til klokken 20 i aften, hvor den nye sæson har premiere.

Se også: Ny arving i 'Arvingerne'

Her kommer fire af seriens stjerner med deres bud på, hvorfor man skal pleje sine tømmermænd på Grønnegaard.

- 1. januar er ofte en eftertænksom dag, hvor man med starten på det nye år får mulighed for at tænke over sit liv. Og hvis man har lyst til at tage sit liv op til en slags revision, kan det være godt at lade sig inspirerer af noget fiktion – og med ’Arvingerne’ noget ret stærk fiktion, synes jeg. Så hvis man vil inspireres, er det bare at tænde fjernsynet, siger Carsten Bjørnlund, der spiller Frederik.

Pissegod
Rasmus Botoft, der er et af de nye ansigter i familiedramaet har et kort og kontant bud på, hvorfor man skal smide sig på sofaen og se ’Arvingerne’.

- Fordi det er pissegod underholdning. Det er skægt og der er humor, selvom det handler om noget. Så man er bare i rigtig godt selskab og bliver rigtigt godt underholdt, siger han og bliver bakket op af Josephine Park.

- Man skal se 'Arvingerne', fordi det er pissegodt…ha ha! Ej det skal man da bare. Det er en relevant serie i forhold til familie og forskellige familiekonstellationer, siger hun.

Bedre og bedre
Kirsten Lehfeldt lover, at hvis man kunne lide den første sæson af ’Arvingerne’, så vil man elske den kommende.

- Man skal se den, fordi den er så genkendelig. Vi kender alle sammen de her mennesker. De lever måske lidt mere ekstremt end os selv. Men det kender vi jo også alle sammen nogen, der gør.  Serien er et ret godt spejlbillede på det, der sker i vores tid lige nu. Og hvis man kunne lide sæson et, så skal man eddermaneme også se sæson to. Den bliver kun bedre og bedre, tør jeg godt love, siger hun.

Det er klokken 20 i aften, at anden sæson af ’Arvingerne’ har premiere.

0 kommentarer
Vis kommentarer