DR aflyser programmer og forkorter nyheder efter fyringsrunde

DR-ledelsen har givet grønt lys til at aflyse programmer onsdag efter fyringsrunde. Stemningen er trykket

Flere hundrede DR-medarbejdere har i dag mistet deres job.

Seere og lyttere hos DR vil onsdag opleve kortere nyhedsudsendelser, og at flere programmer ikke bliver sendt som planlagt.

Det sker som en konsekvens af den fyringsrunde, som DR har gennemført, hvor der samlet er nedlagt 382 stillinger. Det skriver Mediawatch.

Både tv-aviser og radioaviser bliver forkortet, og derudover udgår fire programmer.

På tv gælder det "DR2 Dagen" og "Deadline", mens det på radiofladen rammer onsdagens udgave af "Orientering" og torsdagens "P1 Morgen".

DR har onsdag givet en fyreseddel til 205 ansatte. Derfor har ledelsen givet grønt lys til at skrue ned for nyhederne, fortæller nyhedsredaktør Sandy French.

- Det er en dag, der påvirker alle, der er ansat i DR, og det kommer til at påvirke vores udkomme.

- Det er jeg selvfølgelig ked af, at det gør, men det betyder også meget for mig, at medarbejderne får mulighed for at sunde sig over, hvad der er en rigtig barsk dag i DR og DR Nyheder, siger hun til Mediawatch.

Tidligere onsdag nedlagde ansatte hos DR's regionale P4-kanaler arbejdet, men det er ikke tilfældet i DR Byen.

Sparerunden hos DR er et resultat af, at regeringen og Dansk Folkeparti tidligere i år besluttede at skære tilskuddet med 20 procent frem mod 2023.

Flere programmer lukker som følge af spareplan hos DR, hvor knap 400 stillinger bliver nedlagt

DR har onsdag gennemført en større fyringsrunde, hvor 382 stillinger er blevet nedlagt.

205 ansatte har i den forbindelse fået en fyreseddel. Spareplanen er en konsekvens af det seneste medieforlig, hvor DR blev pålagt at spare 20 procent på budgettet.

Det vil få betydning for en række programmer og kanaler, der lukker.

Her kan du få et overblik, over hvilke kanaler og programmer som kommer til at blive påvirket af spareplanen:

Programmer:

* De korte udgaver af tv-avisen på DR1, der sendes klokken 17.50 og 19.55, bliver nedlagt.

* "Sundhedsmagasinet" og "Kulturmagasinet Gejst" lukker i 2019. "Langt fra Borgen" lukker også.

* Der siges farvel til en række livsstilsprogrammer, herunder "Antikduellen" og "Guld i købstæderne", som der ikke laves nye udgaver af efter 2018.

* "DR2 Dagen" lukker allerede i år.

* De daglige sportsnyheder på tv udgår og vil fremover kun være at finde online på dr.dk.

* Sportsbegivenheder rammes også af sparekniven. Cykelløbet Tour de France og Champions League-håndbold forsvinder fra DR.

* Den særskilte radiodrama lukkes på radioen.

* Fra 2019 vil der blive sendt mindre fredagsunderholdning.

Kanaler:

* DR Ultra og DR3 skal fra 2020 ikke længere sendes på tv, men udelukkende være et rent digitalt tilbud.

* DR K og DR2 lægges sammen til én kanal under navnet DR2.

* De tre radiokanaler P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz lukkes fra 2020. Noget af musikken og formidlingen flyttes til andre radiokanaler, mens andet kan komme som podcasts.

Kilde: DR.

253 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere